Kamper drømmer om bøddelrolle i Horsens-gensyn Foto: Kolding IF

Kamper drømmer om bøddelrolle i Horsens-gensyn

Den tidligere Horsens-assistent har ikke noget problem med at agere bøddel over for De Gules oprykningsdrømme.

Jonas Kamper med kasket i Kolding-tøj
Foto: Kolding IF

Søndag skal den sidste oprykker til Superligaen findes.

Her er det AC Horsens, der står med de bedste kort på hånden forud for de opgør, som afgør, hvem der tager turen op sammen med Lyngby.

Ét point er i realiteten nok for Horsens, hvis de skal sikre sig den sidste billet, men de får kamp til stregen.

Det lover Kolding-træner Jonas Kamper, som for blot to måneder siden var at finde i den østjyske klub.

Vinder Esbjerg over Lyngby - og vinder Kolding samtidigt over Horsens - vil det altså være esbjergenserne, der snupper billetten for snuden af Horsens.

Dermed kan Jonas Kamper, som tilbage i marts forlod netop AC Horsens, blive De Gules bøddel. En titel, han gerne tager på sig, fortæller han til Viaplay.

- Jeg ville lyve, hvis jeg ikke erkendte, at det er specielt at være tilbage her. Selvfølgelig er det det, siger han og fortsætter:

Jonas Kamper med kasket i Kolding-tøj
Foto: Kolding IF

- Men at være bøddel, det har jeg ingen problemer med. Horsens har inviteret til fest i dag. Vores dansekort det er fyldt, vi er klar til at give den gas, og vi går efter at få en sejr, lyder det fra Kolding-cheftræneren.

Og selvom der venter en svær kamp for Kolding, så kan det tætte oprykningsræs komme til at spille ind for Horsens, spår Jonas Kamper.

Du kan se interviewet øverst i artiklen.

- Vi skal selvfølgelig være kloge. Vi har ikke haft det bedste slutspil overhovedet, det ved vi også godt. Vi går ydmygt til opgaven. Vi møder det mest formstærke hold - de har jo kun lukket tre mål ind i de sidste ni kampe. Stor cadeau til det.

- Vi har dog også set nogle svagheder. Der er helt med garanti også nogle nerver på spil i dag, for de gulblusede drenge, så lad os se, hvordan de kommer til at operere med det. Vi kommer til at stille nogle spørgsmålstegn, det er jeg ikke et sekund i tvivl om, siger han til Viaplay.

Det er klokken 15.00, at opgøret fløjtes i gang.

LIVE: Viborg-stjerne træner med landsholdet

Mest læste

Notifications

Notifikationer