Transfers: FCM snød ikke AGF for noget som helst
ANALYSE: FC Midtjylland fik skruet et par gode handler sammen sidste år, men fejlskud spillede også en rolle i det, der endte med at være et mistet mesterskab.

Vi er hurtige til at afsige dom over transfers.
Hvem har vundet et transfervindue i Superligaen? Hvem har tabt?
Som regel er der i timerne og dagene efter store transfers og lukningen af transfervinduer skældud til dem, der har solgt spillere dyrt og ikke brugt så mange penge på nye folk, og ros til dem, der har brugt kassen på nye folk.
Til gengæld bliver overblikket og forståelsen af klubbers transfers stort set glemt få døgn efter lukningen af transfervinduer for aldrig at blive taget op igen.
Det forsøger vi at råde bod på ved at samle op på klubbers transfers på vej ud af sæsonen, efter vi har haft et halvt til et helt år til at bedømme effekten.
Her tager vi et kig på FC Midtjylland, der af gode grunde bliver hædret og hyldet for at hente Philip Billing, men som også ramte forbi på flere handler, der muligvis kunne have hjulpet holdet over guldstregen i foråret i en sæson med rekordmange kampe.

Tilgange
Mikael Uhre (angriber, Philadelphia Union, januar)
Junior Zé (kantspiller, Basel, leje, januar)
Philip Billing (central midtbane, Bournemouth)
Martin Erlic (midtstopper, Bologna)
Friday Etim (angriber, Mafra)
Mark Ugboh (målmand, Mafra)
Júnior Brumado (angriber, Coritiba, retur leje)
Ovie Ejeheri (målmand, Fredericia, retur leje)

Afgange
Friday Etim (angriber, Fredericia, januar)
Dani Silva (central midtbane, Pafos, januar)
Oliver Sørensen (central midtbane, Parma)
Adam Buksa (angriber, Udinese)
Jan Kuchta (angriber, Sparta Prag)
Joel Andersson (back, Ludogorets)
Ovie Ejeheri (målmand, Fredericia)
Ola Brynhildsen (angriber, Bodø/Glimt)

Store pletskud i sommer
FC Midtjylland sikrede sig en af de bedste og mest opsigtsvækkende transfers i nyere tid, da man formåede at købe Philip Billing fri af Bournemouth.
Både dengang og nu virker det til at have været en spiller, FC København også burde være gået helhjertet efter, og at det lykkedes FCM fortæller i høj grad en historie om, at det går godt på de store linjer i klubben.
Billing spillede sublimt i efteråret og blev udtaget til landsholdet i foråret, hvor en skade i akillessenen dog drillede midtbanespilleren og tog bråden af hans spil.
Det viste sig også at være kløgtigt at give Júnior Brumado en ekstremt uventet og overraskende ny chance efter to år med udlejninger, for ud over enestående dygtige Franculino i efteråret var Brumado den angriber, der klarede sæsonen bedst.

Fejltagelser i januar
Martin Erlic var del af et forsvar, der samlet set virkede stærkere i 2025/26-sæsonen end sæsonen før, og der kom mere form over FCM i efteråret med den nye cheftræner Mike Tullberg, der byggede oven på Thomas Thomasbergs arbejde.
Til gengæld løb tanken tom i foråret, og der er handlerne en del af forklaringen.
I januar vakte det opsigt, at man hentede Mikael Uhre foran AGF, men angriberen var slet ikke skarp fysisk ved ankomsten og fandt aldrig fodfæstet, før en temmelig alvorlig skade slog ham ud af forårssæonen og gjorde ham til en non-faktor i stedet for en vigtig gardering for skadede Franculino.
Der var i det hele taget en del tovtrækkeri med AGF i 2026 i toppen af tabellen men også på transfermarkedet, hvor man tæt på vinterdeadline forsøgte at hente Tobias Bech, og det endte ikke med at give pote for midtjyderne.

Set her i maj måned er det også påfaldende, man ikke hentede en spiller ind for Dani Silva, der havde god gavn af med skader og karantæner på midtbanen i foråret, og endelig var schweiziske Junior Zé blind passager og meget undervældende som transfer, efter FCM i januar havde jagt en Superliga-rekordhandel med Maher Carrizo fra Vélez Sarsfield.
Konklusion
Det var stærkt at holde på profilerne.
Men det havde muligvis været bedre at sælge en til af dem sidste sommer (ud over Oliver Sørensen) og så få et par nye kræfter ind, der kunne have bidraget til det, der endte med at være en ekstremt lang og hård sæson for FCM med 16 europæiske kampe i alt.

Skader og karantæner samt formsvigt gjorde, at FCM så udmattet ud i slutspillet, og der er de store forbiere på vintermarkedet en del af forklaringen.

Det er påfaldende at se, hvordan FC Midtjylland går efter et par ekstra, erfarne profiler i Rasmus Nissen Kristensen og Kasper Dolberg denne sommer, og forklaringen er ikke kun, at man forventer at sælge flere af de unge profiler.
Kravene til FC Midtjylland må og skal være tårnhøje, og derfor udlignes de gode takter med Billing og Brumado af, at man ikke i tilstrækkelig grad fandt de rette tilgange især i vinter.

AGF
FC Midtjylland
Kasper Dolberg
Philip Billing
Rasmus Nissen Kristensen
Tobias Bech












