Vejle henter tidligere AGF-målmand
Det er klubbens anden nye målmand denne sommer.

Det er bare to dage siden, superliganedrykkerne fra Vejle Boldklub præsenterede Nicolai Larsen som ny målmand i klubben.
Nu henter klubben fra Nørreskoven endnu en gardering til målmandsposten i form af 26-årige Kasper Kristensen, der kommer til fra de kommende 1. Divisions-konkurrenter fra Esbjerg fB.
Kasper Kristensen fik i perioden fra 2018 til 2019 i alt seks superligakampe for barndomsklubben AGF, og det er da også med et klokkeklart mål om en hurtig tilbagevenden til Danmarks bedste fodboldrække, at målmand har sagt ja til en toårig kontrakt ved enden af Vejle Fjord.
- Jeg er glad for muligheden i Vejle Boldklub, som har en klart defineret målsætning for den kommende sæson. Vi skal tilbage til den bedste række, og jeg ser frem til at træde ind i en god spillertrup og i et dynamisk målmandsteam under målmandstræner Marcin Kowalczyk, som jeg allerede har fået et rigtig godt indtryk af igennem samtaler, lyder det fra Kasper Kristensen.
Den 26-årige målmand er storebror til Thomas 'TK' Kristensen, der i dag spiller i italienske Udinese, men den i dag 24-årige midterforsvarer har faktisk også en fortid i Nørreskoven, hvor han som U17-spiller spillede en enkelt sæson.

- Igennem min lillebror Thomas har jeg oplevet Vejle Boldklub på afstand, men også som modstander i ungdomsfodbold og i en af mine superligakampe for AGF som helt ung.
- Det er en klub, der på mange parametre er gearet til at spille på øverste niveau, og hvor hele byen har skabt en atmosfære på Vejle Stadion, som jeg glæder mig til at have bag mig. Jeg ser frem til at hilse på mine nye holdkammerater i forbindelse med træningsopstarten til den nye sæson og blive en del af Vejle Boldklub, siger Kasper Kristensen.

Kasper Kristensen har i denne sæson spillet de første syv 1. Divisions-kampe for Esbjerg fB, inden han blev skubbet bag i EfB-køen af skotske Robby McCrorie.
Esbjerg kan principielt stadig nå at rykke op i denne sæson, hvor der resterer to kampe. Det vil formentlig kræve sejre over både Hvidovre IF og allerede oprykkede Lyngby i sæsonens sidste to kampe.

Foruden AGF og Esbjerg fB har Kasper Kristensen repræsenteret svenske Trellborg, ligesom han i en halvsæson i foråret 2024 var førstevalget i FC Helsingør, da nordsjællænderne rykkede ned fra 1. Division.
I Vejle er det i denne sæson slovenske Igor Vekic, der har taget sig af størstedelen af spilletiden i Superligaen, mens unge Tobias Haahr i de seneste fire kampe har vikarieret i målet i Vekic' skadesfravær.
Vejle melder ikke første omgang noget om fremtidsudsigterne for klubbens nuværende målmænd. Igor Vekic har kontrakt for yderligere én sæson, mens Haahr har udløb denne sommer.
AGF
Vejle Boldklub












