Trods 5-0 har fansene ret: Hvor er sportsdirektøren, FCK?
FCK og Randers spillede sidste ligakamp i 2025/26 søndag eftermiddag. Her er Campos Konklusion fra opgøret.

FCK-fansene havde varslet protester på forhånd, mens Randers var sikret overlevelse efter en sæson, der bestemt ikke er en af de mindeværdige.
Der var også lagt op til afsked for flere FCK-spillere, mens holdet ikke skal på ferie endnu, da man spiller Europa-playoff i næste uge om en billet til Conference League.
I Campos Konklusion ser vi nærmere på, hvordan det opgør forløb.
Højdepunktet
Youssoufa Moukoko og Jordan Larsson rev Randers rundt, og Moukoko kunne uden videre have scoret hattrick, hvis det ikke havde været for et mål annulleret på en snæver offside og en afbrænder, da han var fuldstændig blank foran kassen.
De kan såmænd godt spille fodbold i FCK, når modstanderen ligesom Randers i dag tillader dem det – gæsterne var statister og lignede, at de var taget til sommerferie, hvilket slet ikke huede cheftræner Rasmus Bertelsen.
FCK'erne kan glæde sig over, at de sluttede af med en stor-sejr, uden at vi skal lægge mere i det end det – playoff-kampen i næste uge ude mod nummer fire fra medaljeslutspillet bliver helt anderledes hård.
Nedturen
Det siger noget om, hvor alvorlig situationen er i FC København, at fansene markerede sig med adskillige protester undervejs med budskaber om en elendig sæson, at spillerne har været på badeferie hele sæsonen, og den dybe undren over, hvor sportsdirektøren bliver af.
Man kunne i et splitsekund få tanken, at det ikke er så skidt endda, når man vinder 5-0 – men det er det altså, hvis man laver en bare lidt ædruelig analyse.
I torsdags så FC Københavns trænere, ledelse og fans, hvor højt et hop, der er op til niveauet i toppen af Superligaen lige nu – uden at FCM foldede sig voldsomt ud i en kontrolleret indsats, var der væsentlig forskel i niveau, selvom FCM ikke selv er i nærheden af topniveauet fra efteråret.
Derfor har FCK-fansene fuldstændig ret: Der mangler i den grad en sportsdirektør til at træffe de vigtige beslutninger om en trup, der trods 5-0 over et feriemodent Randers-mandskab står foran store og vigtige udskiftninger.
Det er bærende spillere, store stjerner, FCK har brug for, og der tikker uret stadigt højere, også selv om den nuværende tekniske stab selvfølgelig ikke sidder og triller tommelfingre men forbereder sig så godt som muligt på, hvem man kan hente ind for at forstærke holdet.
Overraskelsen
At Randers kunne spille SÅ langsomt og usammenhængende var trods alt overraskende og en markant skuffelse.
Det er fair, at det er svært at yde de sidste promille i indsats – men det her var langt, langt fra skiven og lignede ikke et hold proppet med spillere, der ville vise cheftræneren, at de skal være bærende kræfter efter sommerferien.
Det holder Campo øje med
Det er altså svært ikke at tænke sit, når Youssoufa Moukoko i dagene før kampen havde slettet alle opdateringer på sin Instagram-konto med FC København.
Det kan måske lyde poppet og ligegyldigt, men det er det ikke i konteksten, når alle øjne er på FC København og de udskiftninger, der må ske i truppen.
Skal vi regne Moukoko med som en af dem, der kan skifte væk, hvis muligheden opstår?
Det er da svært ikke at få tanken efter en sæson med store op- og nedture, og der kommer fokus på det de næste tre måneder eller indtil, der kommer en kategorisk melding om fremtiden.
FC København













