Kongen på plads til guldfest: Drømmer mig tilbage
Kong Frederik virker ganske begejstret for AGF’s danske mesterskab.

AGF er dansk mester 2026.
Det blev allerede slået fast på Brøndby Stadion i sidste uge.
Men denne søndag skal der overrækkes pokal og medaljer - og festes.
Til søndagens opgør mellem AGF og Viborg FF på Ceres Park Vejlby fandt Kong Frederik vej til lægterne.
Kort før kampstart satte Hans Majestæt ord på sit visit. Det gjorde han over for TV 2 Sport.
- Jeg kan jo godt drømme mig lidt tilbage til min studietid her i Aarhus i 90'erne og forestille mig, hvordan det ville have været, hvis jeg havde været studerende her. Så havde jeg nok været at finde i de store folkemængder.
- Jeg synes, det er fantastisk. Aarhus er en stolt by, Danmarks næststørste, Smilets By.
- Det er jo noget helt særligt for den her by, som jo er meget stolt af sit hold. Jeg synes, at der er noget virkelig glædeligt og entusiastisk ved den her by - og specielt holdet og fansene, siger Kong Frederik.

Hans Majestæt følte sig formentlig ganske godt underholdt, for det endte med en 6-2-sejr til AGF.
AGF












