OB-stopper trækker stikket: Jeg går på pension
Bjørn Paulsen har truffet sin beslutning.

En af de mest genkendelige skikkelser i dansk fodbold lægger støvlerne på hylden.
Bjørn Paulsen med sit lange hår og skæg indstiller nemlig karrieren.
Det bekræfter den 34-årige OB-stopper over for TV 2 Fyn.
- Det har også noget med alderen og kroppen at gøre. Jeg stopper helt med fodbold og går på pension. Det havde jeg allerede overvejet sidste år, siger Bjørn Paulsen.
Bjørn Paulsen underskrev sidste år en ny etårig aftale med OB. Til sommer løber den ud, og det samme gør fodboldkarrieren.
- Jeg har fået to sprøjter i min akillessener, og jeg skal ikke have en tredje, for jeg skal også kunne gå efter fodbold.
- Jeg er klar til at stoppe. Jeg har gjort det, jeg kunne. Jeg har fået det meste ud af mit talent og spillet mine Superliga-kampe. Overordnet er jeg faktisk fint tilfreds med min karriere, siger han.

Bjørn Paulsen kom til OB i sommeren 2022 og har siden prøvet både at rykke op og ned med det fynske fodboldflagskib.
I alt kan han kigge tilbage på 104 optrædener for OB.
Dertil bragte karrieren ham også forbi klubber som FC Inglostadt i Tyskland, Hammarby i Sverige samt Esbjerg fB og Sønderjyske herhjemme i Danmark.
Den rutinerede forsvarsspiller oplyser undervejs i interviewet, at planen nu er at tage hjem til Als, som han forlod i jagten på en fodboldkarriere som 16-årig.
OB tager formelt afsked med Bjørn Paulsen på Odense Stadion søndag, når man spiller sæsonens sidste kamp.
OB












