Millwalls drøm er slukket: Hull klar til milliardfinale om PL-oprykning
Hull City kan vende tilbage til Premier League efter ni års fravær.

Det bliver Hull City, der 23. maj indtager den ene halvdel af Wembley Stadion i fodboldens 'dyreste fodboldkamp'.
Mandag aften var det ellers Millwall, der hjemme på The Den på forhånd var spået de bedste chancer for at gå hele vejen til Championships playoff-finale, men med en 0-2-sejr snuppede Hull billetten til Wembley.
Da første kamp på MKM Stadium i Hull var sluttet 0-0, var 0-2-sejren i det sydlige London mere end rigeligt for Hull City, der dermed får chancen for sikre oprykning til Premier League.
Det er første gang siden nedrykningen fra Premier League i 2016-17-sæsonen, at Hull har chancen for at rykke tilbage op i verdens bedste fodboldrække.
I 2020-21-sæsonen var Hull tilmed nede at runde i League One, hvorfra de dog hurtigt vendte retur med en sikker førsteplads.
Det er bosniske Sergej Jakirovic, der i sommer tog over som cheftræner fra den tidligere AGF- og FCK-assistent Rubén Sellés, der nu får én kamp til at blive udødeliggjort i klubben.

Endnu ved hverken Hull eller Jakirovic, om oprykningsfinalen på Wembley den 23. maj kommer til at stå mod Southampton eller Middlesbrough.
De to mødes tirsdag aften på St. Mary's i Southampton, efter det første opgør på Riverside Stadium i Middlesbrough sluttede 0-0.













