Dansk Bayern-lejesvend bliver skurk Foto: Bayern München

Dansk Bayern-lejesvend bliver skurk

Den Bayern München-ejede dansker fik en uheldig hovedrolle for Grasshoppers.

Jonathan Asp Jensen peger på Bayern Münchens logo
Foto: Bayern München

Der er ikke meget, der er gået schweiziske Grasshoppers vej i denne sæson.

Et spinkelt lys i den ellers dystre sæson har været den danske lejesvend fra Bayern München, Jonathan Asp Jensen.

Det 20-årige stortalent har været fast mand i startopstillingen og bidraget med mange mål og assists, men lørdag blev han en af de helt store skurke, da Grasshoppers bookede sin endegyldige plads i nedrykningsplayoffen med et 2-1-nederlag til FC Zürich.

Jonathan Asp Jensen trådte dog først i karakter, da han assisterede Grasshoppers 0-1-scoring efter 35 minutter, som blev sat i kassen af Felix Tsimba.

Bare ti minutter senere blev Tsimba dog vist ud, og med en mand i undertal fik Grasshoppers ryggen mod muren. FC Zürich scorede to kasser, før Asp Jensen fik en gylden mulighed.

Grasshoppers fik nemlig tildelt et straffespark, men danskeren endte med at brænde sit forsøg.

Jonathan Asp Jensen peger på Bayern Münchens logo
Foto: Bayern München

Således tabte Grasshoppers med 2-1, og det betyder, at man ikke længere kan kæmpe sig over stregen i den schweiziske Super League. Dermed skal man som minimum ud og spille en direkte playoff-kamp mod Challenge Leagues nummer to, som er FC Aarau.

Grasshoppers kan dog stadig nå at rykke direkte ned, men det kræver, at klubben taber begge sine to resterende kampe, mens rækkens aktuelle bundprop, Winterthur, vinder sine to resterende kampe.

Jonathan Asp Jensen har under sit lejeophold i Schweiz spillet 37 kampe for klubben, hvor han har scoret ni mål og lavet fem oplæg.

Efter planen vender den unge dansker tilbage til Bayern München, hvor han har kontrakt frem til sommeren 2028, når lejeopholdet slutter til sommer.

Mest læste

Notifications

Notifikationer