Tog fra Brøndby til Serie A-klub: Nu bekræfter han exit
Han tog fra Brøndby i sommer, men nu bekræfter han til Campo, at han skal på klubjagt igen.

I en alder af 19 år takkede Gustav Nøhr af i Brøndby og drog mod Støvlelandet.
Trods et tilbud om en etårs forlængelse af kontrakten i Brøndby, valgte den unge midtbanespiller at takke ja til et tilbud fra den italienske Serie A-klub Lecce.
Her har talentet spillet det seneste år på klubbens U20-hold, men til sommer skal han på klubjagt igen, selvom kontrakten med Lecce først udløber i 2027.
Det bekræfter han i et interview med Campo.
- Det har jo været lidt løbende fra begge parter, vil jeg sige, i forhold til at jeg har haft den begrænsede spilletid, jeg har haft. Derfra har vi tænkt, at det var bedst for mig at komme videre fra Lecce, siger Gustav Nøhr til Campo.
I den italienske klub har det tidligere Brøndby-talent fået muligheden for blandt andet at træne med førsteholdet ad flere omgange, ligesom han også fik uofficiel debut på førsteholdet i en testkamp tidligere på året.
Men der skal mere kontinuerlig spilletid til for den 20-årige dansker, der både er åben for at blive i udlandet og at vende hjem til Danmark igen.
- Der er allerede interesse, primært hjemmefra, men også i udlandet. Så det er jo betryggende allerede nu, men vi venter også lige på, at transfervinduet åbner, og så må vi se, hvad resultatet bliver. Det gælder jo om at vælge det rette sted for at kunne opnå de spilminutter, jeg efterspørger, forklarer midtbanetalentet til Campo.
Artiklen fortsætter efter billedet.


Selvom Nøhrs første skifte til udlandet endte uden det store gennembrud, er han på ingen måde skræmt over at være væk hjemmefra.
- Jeg havde ligesom en mulighed for at være en fri fugl. Nu har jeg jo prøvet det her, der er lidt en kontrast til de danske normer og værdier. Det at få muligheden for at træne med en Serie A-klub har givet mig virkelig meget. Det er på et andet niveau, end da jeg var på træningslejr med Brøndby eller spillede i Vanløse IF, siger Gustav Nøhr og fortsætter:
- Jeg synes helt bestemt, jeg har fået nogle gode ting med, når jeg skal herfra, lyder det fra det danske Lecce-talent.
Gustav Nøhr kom til Brøndby IF fra Vanløse, men nåede aldrig at spille på vestegnsklubbens førstehold.
En god håndfuld spillere kan være på vej væk fra Brøndby denne sommer.
Læs mere om det her:

Brøndby IF
Lecce












