Myndigheder forberedt på potentiel guldfest i Aarhus
Midtbyen i Aarhus kan potentielt blive forvandlet til én stor fest søndag.

Søndag kan blive en historisk dag i både AGF, Aarhus og i Superligaen.
Aldrig - som i aldrig nogensinde - har AGF vundet Superligaen, og man skal helt tilbage til 1986 for at finde aarhusianernes sidste danske mesterskab - dengang den bedste danske fodboldrække hed 1. Division.
Med lidt hjælp fra FC Nordsjælland og et godt resultat i Brøndby kan AGF dog potentielt vinde sit første superligaguld på søndag.
Sker det, vil der formentlig ikke være mange aarhusianere, der bekymrer sig alverden om, at det dagen efter er almindelig arbejdsdag, og spørgsmålet er nok snarere, hvornår festen stopper i den jyske hovedstad.
Allerede nu er myndighederne i Aarhus da også begyndt at forberede sig på den eventuelle guldfest - blandt andet klog af erfaringerne fra 2020, hvor AGF vandt bronze og fejrede det i stor stil i særligt Busgaden i det centrale Aarhus.

- Hvis AGF vinder guld på søndag, bliver busgadeforløbet lukket for busser fra klokken 20-05. Busserne bliver omdirigeret, så de kører udenom.
- Vi har forberedt både kort og information, som kan publiceres umiddelbart efter, at der foreligger et resultat, skriver Midttrafiks pressetjeneste til DR.
Også hos ordensmagten er de klar over, at søndagen kan blive lidt ud over det ordinære, og hos Østjyllands Politi lover de at have mandskab nok til opgaven, uanset om AGF vinder guld søndag, eller afgørelsen bliver udskudt.
- Vi forbereder os på alle mulige scenarier, det er jo spændende i øjeblikket. Hvis AGF bliver mestre søndag, ankommer spillerbussen på et tidspunkt om aftenen, og det vil ikke være usandsynligt, at der er nogen, der vil fejre det. Og der vil vi være stede, siger politiinspektør Brian Voss Olsen til B.T.
Også på Rådhuset i Aarhus begynder borgmesteren så småt at forberede sig, men endnu tør han ikke sige for meget. Læs mere her:

FC Nordsjælland
AGF












