Voldsomme navne på Tottenhams radar
Endnu ved Spurs ikke, om den står på Premier League eller Championship efter sommerferien.

I Tottenham er Johan Lange angiveligt allerede nu ved at se sig om efter forstærkning.
Spurs' danske sportsdirektør har formentlig vanskeligt ved at lægge sig fast på et budget for den kommende sæson, for Tottenhams status som Premier League-mandskab hænger fortsat i en tynd tråd.
Det tager de dog allerede nu højde for i den nordlige del af London, og sommerens transfermål afhænger i høj grad af nedrykningsdramaet mod slutningen af sæsonen.
Ifølge spanske Sport viser Tottenham en "seriøs interesse" i Marcus Rashford, der lige nu er udlejet fra Manchester United til FC Barcelona.
Det lader dog til, at spanierne kan få svært ved at indfri den 30 millioner euro frikøbsklausul, de har på den engelske landsholdsspiller, der stadig har to år tilbage af sin kontrakt i Manchester United.

Det er dog kun i tilfælde af, at det lykkes Robert De Zerbi at redde Spurs fra nedrykning, at Rashford er interessant for The Lilywhites.
Skulle det, der ikke længere virker så utænkeligt, ske, og Tottenham rykker ud af Premier League, er kikkerten i stedet rettet mod en anden englænder med stor erfaring.
Ifølge BBC ville den nuværende Rangers-anfører, James Tavernier, være interessant for Spurs - særligt i lyset af, at han kan skifte kvit og frit, efter han i sidste uge bekendtgjorde, at han stopper i den skotske storklub ved kontraktudløb denne sommer efter 11 år.
Tavernier har tidligere spillet Championship med Wigan, ligesom han har spillet League One med både Bristol City, Rotherham United, Shrewsbury, MK Dons, Carlisle United og Sheffield Wednesday. Han har desuden to Premier League-kampe for Newcastle United.
Marcus Rashford












