Ingen helikopter til FCM eller AGF: Guldplanen er lagt
Guldet ender i år i enten Aarhus eller Herning, og det gør det knapt så besværligt for Divisionsforeningen, der fortæller til Campo, at de er forberedt på de to scenarier.

Med tre runder tilbage af 3F Superligaen er guldkampen helt åben mellem FC Midtjylland og AGF efter en hård uge for aarhusianerne.
Ulvene og De Hviie ligger side om side i tabellen, men qua en bedre målscore indtager Midtjylland aktuelt førstepladsen.
Efter søndagens kamp mellem de to i Aarhus, er det nu slut med indbyrdes møder mellem guldkandidaterne, og derfor kan sæsonens sidste spillerunde ende som en guld-gyser ligesom i 2024, hvor FC Midtjylland snuppede mesterskabet for næsen af Brøndby IF.
Det efterlader Divisionsforeningen med to mulige scenarier, som man allerede har forberedt sig på, fortæller turneringschef Troels K. Jensen til Campo.

- Vi kører med to guld-setup (i sidste spillerunde, red.), som det ser ud lige nu. Det vil sige, at der bliver kørt både pokal og podie til Herning og til Aarhus.
- Men er vi klogere inden sidste spillerunde, så ændrer vi på det, så det kun er noget af podiet, der bliver kørt til sølvstadionet, fortæller Troels K. Jensen.
Hvis AGF og FC Midtjylland ligger á point og mesterskabet først afgøres den 17. maj, så vil målscoren blive afgørende for logistikken i sidste spillerunde.
- Vi kører altid den rigtige pokal til holdet, der ligger nummer et, og så ryger replikaen med til holdet, der ligger nummer to, siger han.

Skulle FC Midtjylland snuble mod Brøndby IF, og AGF samtidig sikre sig guldet mod Viborg FF, vil den rigtige pokal altså stå i Herning og ikke i Smilets By.
Det skal dog ikke blive et problem.
- Skulle den rigtige pokal skifte hænder i sidste runde, så ligger byerne heldigvis ikke længere væk end, at jeg kan tage en køretur på halvanden times tid, og så er jeg ved det rigtige stadion, så de kan få den rigtige pokal på samme dag, siger han.

Spar på brændstoffet
Tilbage i 2024 var der hele fire hold involveret i Superligaens guldkamp med få runder tilbage af sæsonen.
Dengang afslørede Divisionsforeningen, at man overvejede at have en helikopter på standby. Det endte ikke med at blive nødvendigt, da det blev enten Brøndby eller FCM.
Derfor har man heller ikke været nødsaget til at tænke ud af boksen i år. Helikopteren forbliver igen på jorden.
- I dette tilfælde, hvor vi kun har to stadions i spil, er det ikke nødvendigt (med en helikopter eller anden kreativ løsning, red.).
- Vi har som sagt replikaen, som er en rigtig fin pokal og 1:1 med den rigtige, så helikopteren vil kun komme på tale, hvis der er tre stadions i spil, siger Troels K. Jensen.
Næste slag i gulddysten er på søndag, hvor AGF får besøg af Sønderjyske. Mandag skal FC Midtjylland i ilden, hvor lokalrivalen Viborg FF kommer på besøg.

AGF
FC Midtjylland












