Farvel og tak: Stopper tidligere AGF-favorit karrieren?
Mustafa Aminis eksotiske eventyr i Thailand er slut, men hvad bliver det næste kapitel for australieren?

De seneste par år i Mustafa Aminis karriere har langt fra været en dans på roser.
Efter perioden, hvor han blev en fanfavorit i Aarhus, var han på et kort ophold i Cypern. Herefter rejste australieren tilbage down under, men pludselig blev han sat af holdet hos Perth Glory.
Der fulgte cirka to år uden fodboldkampe for Amini, der til sidst vandt et juridisk opgør med klubben.
Den nu 33-årige tidligere Superliga-profil har spillet i Thailand siden januar, hvor han har tørnet ud for Nakhonsi United i landets anden bedste række.
Trods at spille nærmest samtlige minutter for klubben i foråret, forlader Amini nu Nakhonsi, hvor han havde fået en meget kort kontrakt, skriver australieren på sin Instragram-profil.
En passage i afskedsbeskeden kan tolkes som om, at Amini måske er færdig med at spille fodbold efter sit korte comeback i Thailand.
- 16 kampe spillet. Hvert et muligt minut. Jeg missede kun én kamp - på grund af sygdom. Efter lang tid væk fra spillet lavede jeg et løfte til mig selv om, at jeg ville gå på banen med mine piger (sine tre døtre, red.) ved min side... og det gjorde jeg, skriver Mustafa Amini på Instragram.
Amini afslutter sin takketale til Nakhonsi og Thailand med følgende ord, der omvendt kan tyde på, at karrieren måske ikke er færdig.
- For evigt taknemmelig. Jeg ser frem til, hvad der bliver det næste.
Om det næste bliver på eller uden for kridtstregerne, må tiden vise. I hvert fald kan Mustafa Amini nu hentes uden at betale en transfersum, hvis man ønsker ham på sit hold.

Mustafa Amini følger tæt stadig med i, hvordan det går AGF.














