Eksemplariske fans: Forventes at gøre rent til VM – igen Foto: Ritzau Scanpix/REUTERS

Eksemplariske fans: Forventes at gøre rent til VM – igen

Der er høje forventninger til Japans fans forud for sommerens VM-slutrunde.

En japansk fodboldfan gør rent på et stadion i Rusland ved VM 2018.
Foto: Ritzau Scanpix/REUTERS

Japan er endnu en gang med til VM, når slutrunden til sommer fløjtes i gang i USA, Canada og Mexico.

Og endnu en gang følger der forventninger med.

De japanske fans er nemlig blevet kendte for noget særligt; de rydder op og gør rent efter sig selv.

Ikke ligefrem dyder, som de fleste fodboldfans kendes bedst for.

En japansk fodboldfan gør rent på et stadion i Rusland ved VM 2018.
Foto: Ritzau Scanpix/REUTERS

Ikke desto mindre regner man altså med, at de japanske fans efterlader de forskellige stadioner i samme forfatning som før startfløjt.

Engelske The Independent har lavet en længere artikel om fænomenet, der fremhæver japanernes eksemplariske opførsel.

Traditionen blev første gang bemærket i 1998, da Japan tog del i sin første VM-slutrunde.

Senest i Qatar var det også tilfældet, at de japanske fans gjorde rent efter sig selv - modsat mange andre fans, der godt kan finde på at efterlade tomme krus og madrester.

Koichi Nakano, der er professor indenfor politik og historie ved Sophia University, forklarer til The Associated Press:

- Japanske sportsfans til internationale begivenheder opfører sig meget på samme måde, som dengang de lærte om sport som skoledrenge- og piger.

Ifølge The Independent lærer japanske børn tidligt i skolen, at det er vigtigt at holde alle miljøer rene - uanset om det er legeplads, klasselokaler eller sportsbaner.

Japan skal spille sine gruppekampe ved sommerens slutrunde i Arlington, Texas og Monterrey, Mexico.

Mest læste

Notifications

Notifikationer