Nicolai Poulsen tangerer rekord: Bare et spørgsmål om tid
Rasmus Würtz er klar til at overgive sin rekord til AGF-midtbanemanden.

Det har været længe undervejs, men nu sidder han på rekorden.
AGF's Nicolai Poulsen tangerede med sit gule kort i mandagskampen mod FC Midtjylland Ramus Würtz' rekord for flest kort i Superligaen.
103 kort har de to midtbanespillere nu begge fået, og for Rasmus Würtz kommer det ikke ligefrem som en overraskelse, at han nu må dele rekorden med den hårdtarbejdende randrusianer.
- Jeg vidste jo godt, at det på et eller andet tidspunkt ville komme, og lige med ham og hans spillestil var det vist bare et spørgsmål om tid.
- Jeg ved ikke rigtigt, om man skal sige tillykke. Det at have fået så mange kort er jo egentlig ikke noget, man som sådan er stolt af, men det jo også et udtryk for, at han har været en markant spiller og har sat et aftryk på Superligaen - og aftryk har han så også sat på både fødder og skinneben, siger Rasmus Würtz med et grin til Campo.
Mens Rasmus Würtz selv tegnede sig for 101 gule kort og to røde kort for henholdsvis AaB, FC København og Vejle, så er det 98 gule kort og fem røde kort, Nicolai Poulsen har fået for Randers FC og AGF.

- Han er sådan en spiller, man hader at have som modstander, men han er sgu ikke så dårlig at have som holdkammerat. Han vinder den der kamp inde på den centrale midtbane, og så kan man engang imellem diskutere måden at gøre det på, om det er rigtigt eller forkert, men han har været vigtig for både Randers og AGF, lyder det fra Rasmus Würtz, der om nogen kender til Nicolai Poulsens position på den centrale midtbane.
- Når man ligger derinde som bølgebryder på midtbanen, så kommer man jo lidt efter modstanderen engang imellem, og for at det ikke skal blive til en farlig situation, er man så nødt til at lave de her frispark.
Selvom Nicolai Poulsen ofte bliver kritiseret for sin spillestil, så er hans værdi for AGF vanskelig at undervurdere. Særligt når AGF ikke er ovenpå i kampene.
- Han kan være med til at ændre momentum i kampene. Hvis AGF er presset, så kommer der hurtigt en situation med Nicolai Poulsen, hvor han lige er inde at markere, og så kan der komme lidt tumult omkring det. Det kan også give en advarsel, men det kan også være sindssygt irriterende som modstander, og det er noget af det, der kan være med til at bryde rytmen og vinde kampen over til AGF's fordel, lyder analysen fra AaB's nuværende transitionstræner.
Selvom Nicolai Poulsen nu har hentet Würtz hvad angår samlet antal kort, så sidder den tidligere AaB-anfører fortsat på rekorden for flest gule kort - i hvert fald lidt endnu.
Opret en bruger på Campo og få målrettede nyheder om dine favorithold eller ligaer. Klik på brugerikonet i menuen øverst på campo.dk. ??????

- Jeg har hørt meget for at være den, der har fået flest advarsler i Superligaen, hvor jeg så altid har måttet tilføje, at jeg også er den, der har spillet flest kampe, og det hænger jo lidt sammen. Men jeg er klar til også at give den titel videre til Nicolai - det vil være velfortjent, lyder det fra Würtz, der selv nåede at møde sin arvtager i alt 13 gange i superligasammenhæng.
- Der har altid været en sund respekt, når vi har mødt hinanden på banen, og der vidste man jo også godt, hvad der ventede. Det var også derfor, jeg hadede lidt at have ham som modstander, for der blev givet og taget, men med alle de kampe, han har spillet - og nu også for et tophold i Superligaen - det afføder da noget respekt, lyder det fra Rasmus Würtz.
Mens Rasmus Würtz brugte i alt 452 superligakampe på at tilegne sig rekorden, så står 32-årige Nicolai Poulsen "kun" noteret for i alt 340 superligakampe.
AaB
AGF












