Ikke i tvivl om klubvalg: De kendte min situation
Alexander Ammitzbøll fik i sidste uge debut for Esbjerg fB, og det blev kulminationen på flere års skadesmareridt.

27-årige Alexander Ammitzbøll er i gang med at genstarte karrieren.
Det tidligere AGF-talent, der de seneste år har været igennem et decideret skadeshelvede, blev i sidste uge præsenteret i Esbjerg fB, hvor han allerede havde trænet med i nogle måneder.
Fredag aften fik han debut i Esbjerg-trøjen, og det var hans første kamp i svimlende 953 dage.
Ammitzbøll var igen tilbage på grønsværen efter en svær tid, og det var specielt, fortæller han til Campo.
- Det var en fantastisk følelse. At gå ind under stadionlamperne med fans på tribunen igen var en kulmination på mange års hårdt arbejde
- Det var en lidt hektisk kamp at komme ind på til slut. Det var meget frem og tilbage, men der var ingen problemer med kroppen, fortæller angriberen.
Fuld enighed
Ammitzbøll begyndte allerede i januar at træne med i 1. divisionsklubben, og i processen op til kontraktunderskrivelsen i sidste uge har begge parter været helt afklaret med rammerne for den tidligere AGF'er.

- Det, der var afgørende, var at Esbjerg kendte til min situation. De vidste, at jeg skulle bruge tid til at få bygget kroppen op igen, og at jeg ikke var klar til at spille fuldt med fra dag 1.
- Så det var fantastisk at komme til et sted, hvor de havde respekt for det, og hjalp mig den sidste del i min genoptræning, siger han.
Nu er Ammitzbøll officielt på plads i sin nye klub, og her er ambitionen klar og tydelig forud for den sidste måned af sæsonen.
- Forventningerne i klubben er at vi går efter oprykning. Vi ligger godt til, og der er ikke andet for end at gå 100% efter det. Personligt håber jeg på, at kunne gå ind og bidrage med det, siger han.
Tirsdag aften kan EfB tage et stort skridt mod oprykningen. Holdet fra vestkysten gæster AC Horsens klokken 18:00.
Klubben var ganske begejstrede, da han begyndte at træne med i klubben:

Esbjerg fB












