Hold da op! Var det vendepunktet for Steve Cooper?
Brøndby kom tilbage på sejrssporet i overbevisende facon mod Sønderjyske fredag aften. Her er Campos Konklusion.

Fredag kunne Brøndby IF skrive negativ historie, hvis klubben ikke formåede at besejre Sønderjyske på hjemmebane.
12 kampe i træk uden sejr kunne det være blevet til, hvilket ville være en tangering af klubbens værste stime nogensinde.
Sådan gik det dog ingenlunde.
Det blågule mandskab holdt nemlig regulær legestue, hvor de allerede i første halvleg satte det hele på plads.
Her er Campos konklusion på opgøret.
Højdepunktet
Hvor skal man næsten starte?
Spillerne har stået last og brast med deres cheftræner Steve Cooper i de seneste uger, og fredag aften fik de i den grad også vist på banen, at de tror på waliserens projekt.
Der var en perlerække af gode præstationer hos Brøndby-mandskabet, men det helt store højdepunkt fredag aften kan naturligvis ikke være andre end det 18-årige stjerneskud Jacob Ambæk, som for alvor bragede ind på Superliga-scenen med et vaskeægte hattrick.

Da spilleren for godt tre uger siden kunne fejre sin 18-års fødselsdag, blev han belønnet med en lang kontrakt i Brøndby IF. Den beslutning kan vise sig at blive guld værd for Brøndby, som tidligere har mistet talenter som Clement Bischoff og Noah Nartey for færre penge, end de måske havde ønsket.
Med sin præstation fredag aften er Ambæk i hvert fald ikke blevet billigere!
Du kan se alle scoringerne øverst i artiklen.
Nedturen
Av, av, av, av, av, av Sønderjyske.
Thomas Nørgaard og kompagni lignede ved grundspillets afslutning et oplagt bud på en kommende bronzevinder.
Fem kampe senere ser det ud til, at gassen er gået af ballonen for Sønderjyske og Thomas Nørgaard.
To uafgjorte og tre nederlag er det nemlig blevet til i mesterskabsspillet, og dermed ligner Sønderjyske et hold, som har tjekket sig selv fuldstændig ud af bronzekampen.
Bevares, det er svært at bide skeer med de bedste, som det er tilfældet, når man kvalificerer sig til mesterskabsspillet i Superligaen, men den måde, som Sønderjyske allerede i første halvleg faldt sammen på, må alligevel give anledning til store panderynker hos Thomas Nørgaard, hvis drømmen om metal skal holdes i live.
Overraskelsen
Det bliver formentlig Jacob Ambæk, som kommer til at trække de største overskrifter efter Brøndbys ydmygelse af Sønderjyske.
Men han var ikke den eneste blågule spiller, som i den grad fik vist sig frem fredag aften.
Ikke siden den 8. december har Sho Fukuda startet inde i en fodboldkamp for Brøndby IF, men mon ikke, han kan se frem til en startplads i næste runde også.
Japaneren kan nemlig tilskrives en stor del af den vilde triumf, fredagens opgør endte med at blive for Brøndby. Specielt i første halvleg voldte han store problemer for Sønderjyske, og med både et mål og en assist er der ikke meget, der tyder på, at Marko Divkovic genvinder sin plads i startopstillingen, når hans karantæne udløber i næste runde.
Det holder Campo øje med
Var det vendepunktet for Steve Cooper?
Krisen har kradset i Brøndby igennem hele 2026, hvor Vestegnsklubben har balanceret på afgrunden af både en negativ scorings- og resultatrekord.
Fredag aften var det dog som om, det hele endelig klikkede for Brøndby IF, som nærmest ikke satte en fod forkert.
Resultatet bringer 'blot' Brøndby op på en foreløbig femteplads i tabellen, men en præstation af den kaliber, som Brøndby-mandskabet leverede fredag aften er netop sådan en, der igen kan sparke liv i det hårdt prøvede Brøndby-mandskab.
Brøndby IF
Sønderjyske












