Officielt: Esbjerg fB henter tidligere AGF’er
Alexander Ammitzbøll er ny mand i Esbjerg fB.

Esbjerg fB har torsdag formiddag præsenteret en ny spiller.
Alexander Ammitzbøll, der de seneste måneder har trænet med i klubben, har skrevet en kort kontrakt med den vestjyske klub.
Det skriver klubben på sin hjemmeside.
Aftalen løber frem til sommer.
Den tidligere AGF-spiller har været gennem et kompliceret og slemt skadesforløb de seneste år, hvilket har holdt ham på sidelinjen i flere år.
I Esbjerg har den 27-årige angriber trænet med siden årsskiftet, hvor han tog afsked med Aalesunds FK, og han skal nu forsøge at bevise Esbjerg om, at han er værd at satse på i det lange løb.

Sportschef Sebastian Brydegaard fortæller til klubbens hjemmeside, at Alexander Ammitzbøll hurtigt er blevet en del af truppen, og at han kæmper hårdt for at blive kampklar.
– Alexander Ammitzbøll har været en del af vores hverdag i en længere periode, og det har givet os rigtig gode muligheder for at lære ham godt at kende både som spiller og som person. Alexander har arbejdet hårdt på træningsbanen for at blive helt kampklar, han er faldet godt til i truppen og har samtidig bidraget positivt til miljøet i EfB, siger Brydegaard og fortsætter:
– Vi går samtidig ind i en vigtig, afsluttende del af sæsonen, hvor det for os handler om at stå så stærkt som overhovedet muligt i de resterende otte kampe. Med tilføjelsen af Alexander til truppen styrker vi nu konkurrencesituationen til både træning og kamp i offensiven, uanset hvor mange spilleminutter det bliver til for ham, og i den kontekst er det en vigtig tilføjelse i vores jagt på at hente nogle af de små procenter, som kan gøre en forskel for os, siger Sebastian Brydegaard til klubbens hjemmeside.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Alexander Ammitzbøll kom i slutningen af marts på banen for Esbjerg i en træningskamp mod Aarhus Fremad.
Campo talte med ham i den forbindelse.
Læs mere her:

AGF
Esbjerg fB












