‘Worst case scenario’ i Sønderjyske før Brøndby-møde
Sønderjyderne står i en vanskelig position.

Sønderjyske står i en prekær position forud for mødet med Brøndby fredag aften.
Sønderjyderne spiller nemlig med om bronzemedaljen i Superligaen, men senest måtte man se sig slået med 0-2 i egen hule af Viborg.
Det var dog ikke kun resultatet, der vakte uro i Haderslev. Holdets førstevalg på målmandsposten, Marcus Bundgaard, måtte nemlig køres på hospitalet efter et voldsomt sammenstød, og han forventes derfor ude i en rum tid.
Således er Nicolai Flø nemlig den næste i køen til at vogte det sønderjyske bur, men også her er der bekymringer for Sønderjyske.
Den 30-årige keeper står nemlig til at blive far meget snart, og det kan han allerede blive før sønderjydernes møde med Brøndby fredag aften. Det skriver TV 2 Sport.
Selv om det er en ganske glædelig nyhed for Nicolai Flø, så er det ikke just optimalt ud fra et rent sportsligt perspektiv, da der umiddelbart efter fødslen venter en periode på cirka 14 dage, hvor han får fri fra arbejdet som målmand i Sønderjyske.
Det er grund til hovedbrud for cheftræner Thomas Nørgaard.


- Det her er sådan et 'worst case scenario', som vi naturligvis taler om internt. Men det er ikke noget, vi behøver at drøfte særlig meget eksternt. Vi har fuld tiltro til de folk, der peges på. Det er ligegyldigt, om det er nummer et, to eller tre på papiret.
- På et eller andet tidspunkt føder Anna (Nicolai Fløs bedre halvdel, red.) det barn, som de i lang tid har passet godt på. Hun er lægeuddannet, så jeg har fuld tiltro til, at hun har styr på sin krop og naturligvis timer, at det passer ind i det travle program, der kommer over de næste 9-10 dage, fortæller Thomas Nørgaard til TV 2 Sport.
Således er det heller ikke sikkert, at det bliver Nicolai Flø, der kommer til at stå på Brøndby Stadion fredag aften, da det naturligvis afhænger af, om han er blevet far inden da.
Skulle det gå helt skævt, er det givetvis tredjevalget Benicio Pena, der skal vogte buret på Vestegnen.
Du kan se kampen mellem Brøndby og Sønderjyske på TV3 Sport klokken 19:00 fredag aften.
Brøndby-boss Steve Cooper er forud for opgøret kommet med et ønske til Superliga-dommerne. Læs mere her:

Sønderjyske













