Afviser at FCK-ejere pressede Froholdt-salg igennem
Burde FCK have gjort som Brøndby og FCM og holdt længere tid på purunge og yderst lovende Victor Froholdt?

FC København har de seneste år gennemført et par af de største salg i Superliga-historien med Orri Óskarssons skifte til Real Sociedad i 2024 og Victor Froholdts til FC Porto.
Froholdt kastede 20 millioner euro af sig, 150 millioner kroner, plus to millioner euro i præstationsklausuler.
Til gengæld har FC København i denne sæson haft det voldsomt svært i Superligaen, og mens Óskarsson og Froholdt tydeligvis har haft niveauet til deres nye klubber, har det i fankredse og danske medier været et heftigt diskussionspunkt, om FCK solgte de to unge stjernefrø for tidligt og var for dårlig til at ersatte dem.
FC Københavns medejer Lars Seier har givet et stort interview til fanmediet Kvart i Bold i en podcast, hvor han bliver spurgt til, om FCK burde have gjort som Brøndby og FC Midtjylland, der holdt igen med at sælge Mathias Kvistgaarden og Franculino, da interessen for Froholdt blev glohed i sommeren 2025.
Ikke ejernes salg
Og mens Seier gerne havde set Froholdt spille flere kampe for FCK, ser FCK-aktionæren ikke salget af den unge landsholdsspiller som et eksempel på, at FCK-ledelsen har truffet forkerte valg omkring spillersalg.
- Det er jo ikke sådan noget akut, der opstår, og hvor man ikke kan betale huslejen. Det handler om, hvad der opstår af muligheder, hvad spilleren selv vil, hvad baglandet og vi vil, hvad der er af tilbud. Og i nogle tilfælde tilskriver det, at tingene sker hurtigere, end vi måske ville ønske, at de gjorde. Jeg vil helst ikke nævne enkeltpersoner, men der er tilfælde på nogen, der er kommet afsted, som nok kom afsted for tidligt og måtte vende hjem, siger Lars Seier i interviewet.
Ifølge Seier var salget af Froholdt til FC Porto ikke noget, ejerkredsen krævede, eller nødvendigvis et salg, der skete for tidligt.

- Det ved jeg ikke. Det ville være dejligt at have ham, og det var ikke fordi, han var blevet mindre værd. Der var ingen af ejerne, der stod og hoppede op og ned for at få ham solgt. Der er en række andre omstændigheder der, du skal spørge andre om.
Brøndby IF havde flere muligheder for at sælge Mathias Kvistgaarden i tidligere transfervinduer, før han blev solgt til Norwich i sommeren 2025.
FC Midtjylland har også haft mulighed for at sælge Franculino ved adskillige lejligheder, noget FCM har stået imod blandt andet med en ny kontrakt til Franculino og et håb om, at han her den kommende sommer bliver det dyreste salg nogensinde fra Superligaen.
Victor Froholdt har i FC Porto en frikøbsklausul på 85 millioner euro, omtrent 635 millioner kroner, og er ifølge Campos oplysninger en spiller, der er nogen interesse om fra større ligaer end den portugisiske, ligesom portugisiske medier også har beskrevet tidligere.

FC København
FC Porto
Victor Froholdt












