Afsløring: Derfor kan Danmark stadig komme til VM
Det lyder som fri fantasi, men er det ikke: Danmark kan ifølge Campos oplysninger stadig ende med at komme til VM 2026 på grund af krigen mellem USA og Iran.

Danmarks landshold led et dramatisk nederlag på straffesparkskonkurrence mod Tjekkiet, da der 31. marts var finale om en billet til VM-slutrunden i Nordamerika.
Dermed blev det Tjekkiet, der skal møde Sydkorea, Sydafrika og Mexico ved VM med to kampe i Mexico og en Sydafrika-kamp i Atlanta.
Men hvordan lyder det med en dansk VM-sommer mod New Zealand, Belgien og Egypten?
Det ligger ikke først for, at det kommer til at ske – men muligheden eksisterer faktisk i virkelighedens verden.
Vil ikke flytte Irans kampe
Muligheden er centreret omkring den problematiske situation, der er opstået for Irans landshold, fodboldforbund og FIFA.
USA og Israels krig mod Iran har skabt stor tvivl om Irans deltagelse ved VM, hvor alle tre puljekampe for Iran skal spilles i USA, nærmere bestemt Seattle og Los Angeles.
Fra Iran er meldingen fra politisk niveau, at man ikke har tænkt sig at sende landsholdet afsted til at spille kampe på 'fjendtligt' område, hvilket sandsynligvis indbefatter USA.

FIFA har indtil nu afvist at flytte Irans kampe til Canada eller Mexico, der som bekendt er VM-værter sammen med USA.
Ifølge Campos oplysninger åbner det for flere forskellige scenarier, hvis Iran ender med ikke at deltage ved VM 2026.
Vildt puslespil
I sagens natur vil FIFA og VM-værterne meget nødig spille et VM med 47 i stedet for 48 deltagere, så en erstatning skal findes.

- Hvis et deltagende fodboldforbund trækker sig eller er ekskluderet fra VM 2026, vil FIFA træffe en beslutning i sagen på egne præmisser og tage alle skridt, man vurderer nødvendigt. FIFA kan beslutte at erstatte det deltagende fodboldforbund, det drejer sig om, med et andet fodboldforbund, står der i FIFA's regler om et tilfælde, hvor en VM-deltager ikke stiller op.
Ifølge Campos kilder er flere forskellige scenarier i spil.
Et af dem, som skal være det mest sandsynlige, er at erstatte Iran med De Forenede Arabiske Emirater.
FAE tabte i den sidste asiatiske playoffrunde til Irak, og hvis Iran ryger, vil mange nok kunne se logikken i, at pladsen går til et andet landshold i konføderationen, og at det bliver til det landshold, der missede kvalifikationen sidst.
Et andet scenarie, der også har været skrevet om vidt og bredt i Europa, er, at pladsen går til det højst placerede landshold på FIFA's verdensrangliste, der ikke har kvalificeret sig.
Det landshold ville være Italien, og det kunne give mening ud fra, at det er FIFA's egen rangering.
Til gengæld kunne det givetvis give utilfredshed i asiatisk fodbold, at en plads på den måde bliver taget fra Asien og ender i Europa.
En tredje mulighed, som The Athletic har beskrevet, er en international playoff med to hold fra Asien, hvoraf det er oplagt, at FAE er det ene, og så de to bedst placerede hold fra FIFA's verdensrangliste, som ville være Italien og Danmark.
At det scenarie er i spil stemmer overens med Campos oplysninger.

Kan afgøres inden for få uger
Ifølge Campos oplysninger er det en reel mulighed, at der skal træffes en afgørelse omkring FIFA's årskongres.
Den afholdes i Vancouver 30. april, og her skal FIFA's øverste råd FIFA Council, der sandsynligvis skal træffe afgørelsen anført af præsident Gianni Infantino, mødes umiddelbart før.
Der er i øjeblikket en våbenhvile på to uger mellem Iran og USA, men parterne er endnu ikke blevet enige om en permanent fredsaftale, herunder hvad der skal ske med det strategisk afgørende Hormuzstræde, hvor en betydelig del af verdens olie og naturgas sejles ud fra.

Det virker derfor usikkert, om der om lidt over to uger er en tydelig og holdbar situation, der muliggør, at Iran spiller med i VM-slutrunden til juni.
I tilfælde af, at Iran ikke spiller med til VM 2026, vil det være i FIFA's og et afløsende landsholds interesse, at afklaringen kommer så tidligt som muligt og ikke meget kort før turneringen, som det skete ved EM 1992, hvor Danmark i allersidste øjeblik trådte ind i stedet for krigshærgede eks-Jugoslavien.
Skulle en playoff med fire landshold eller et andet format blive virkelighed i tilfælde af, at Iran ikke deltager, virker det mest sandsynligt, at sådanne kampe skal spilles, efter ligaerne slutter 24. maj.
En række VM-deltagere og andre landshold har kampe linet op fra de sidste dage i maj og indtil få dage før starten på VM-slutrunden, der løber 11. juni til 19. juli.
Campo har kontaktet FIFA for en kommentar.

Danmark
Italien











