Ydmyget: City slår 145 år gammel rekord mod Liverpool
Der var klasseforskel på Etihad lørdag eftermiddag.

Ødelagt. Ydmyget. Knust.
Tre mindre flatterende gloser, der desværre for Liverpool alle kan bruges denne lørdag.
Den røde Merseyside-klub fik nemlig i dén grad ørene i maskinen, da der stod FA Cup-kvartfinale ude mod Manchester City på menuen.
Den lyseblå storklub trak sig sejrrigt ud af opgøret med intet mindre end 4-0 og er dermed klar til semifinalerne i den traditionsrige turnering.
Sjældent får man en Manchester City-storsejr uden en tilsvarende stor præstation fra Erling Haaland.
Det var også tilfældet denne gang - han noterede sig nemlig for endnu et hattrick.

Kampen var egentlig nogenlunde jævnbyrdig fra første fløjt, men da først Haaland gik i gang, knækkede Liverpool ganske enkelt.
Først blev det 1-0 på et straffespark seks minutter før pausen, inden den norske målmaskine nåede at nette på ny i første halvlegs tillægstid.
Fem minutter efter pausen blev det så til 3-0 da Antoine Semenyo bød ind på målfronten, inden Erling Haaland yderligere syv minutter senere sluttede et flot City-angreb af ved at fuldende sit hattrick.
4-0-scoringen blev samtidig tidspunktet, hvor Manchester City lettede foden fra speederen. Liverpool fik dog aldrig for alvor fundet gaspedalen, så i stedet endte det som en lettere tam affære i den sidste halve time af opgøret.
Mohamed Salah brændte undervejs et straffespark, ganske symbolsk for Liverpools eftermiddag.
Sejren er den 18. af slagsen i streg på hjemmebane i FA Cup for Manchester City, der dermed sætter sig på en ellers 145 år gammel rekord for flest hjemmesejre i streg i turneringen.
Clapham Rovers (1873-1881) sad på rekorden indtil nu.
Det er samtidig ottende gang i streg, at Manchester City spiller sig i FA Cups semifinaler.
Manchester City
Liverpool
Erling Haaland












