Menno van Dam handler i Brøndby
Den tidligere ungdomstræner i Brøndby IF har hentet en forsvarsspiller med sig til Holland.

Philip Søndergaard skal en tur til hollandsk fodbold.
Brøndby IF oplyser således på sin hjemmeside mandag aften, at man har sendt den 18-årige forsvarsspiller til FC Emmen.
Her genforenes han med Menno van Dam, der tidligere var Masterclass U17- og U19-cheftræner i Brøndby, inden han overtog AaB's førstehold og siden tog over i Emmen.
Der er tale om en lejeaftale gældende sæsonen ud.

Selvom Philip Søndergaard for en stund drager til Holland, ligger hans drømme og ambitioner fortsat i Brøndby:
- Mit mål er selvfølgelig, at jeg kan bruge erfaringen og de forhåbentlig mange spilleminutter på seniorniveau til at komme endnu nærmere førsteholdet i Brøndby, når jeg vender retur til sommer.
- Jeg drømmer om at debutere for Brøndby IF, og jeg ser et lejeophold i Holland som et godt skridt mod den drøm, fortæller Philip Søndergaard.
Philip Søndergaard er fast mand for det danske U19-landshold.
FC Emmen har sin daglige gang i den næstbedste hollandske række.
Foruden at blive genforenet med Menno van Dam, kan Philip Søndergaard også se frem til at blive holdkammerater med Lukas Larsen, der ligeledes er udlejet fra Brøndby IF til FC Emmen.
Brøndby IF












