Mangler spilminutter: Disse Brøndby-spillere bør sendes væk
I Brøndby IF render der flere spillere rundt med en uvis fremtid. Her kommer Campo med tre bud på spillere, der bør sendes væk.

I Brøndby IF har man forud for vinterpausen varslet en større oprydning i klubben.
Steve Cooper og særligt fodbolddirektør Benjamin Schmedes skal på arbejde, når truppen skal stå knivskarpt til forårets Superliga-kampe.
Rygterne svirrer allerede om enkelte spillere, men der er et par spillere i truppen, der endnu ikke for alvor har gjort sit indtog på Coopers startopstilling.
De kan med rette finde et andet sted at spille fodbold, indtil de er klar.
Kotaro Uchino
Japanske Kotaro Uchino kom til Vestegnen i sommer, hvor den 21-årige offensivspiller var akkompagneret med landsmanden Sho Fukuda.
Hvor sidstnævnte har fået flere gode chancer på Steve Coopers mandskab, har spilletiden været knap for Uchino.
Det er kun blevet til fem optrædener for japaneren og sammenlagt 73 minutter.
Uchino er uden tvivl en langsigtet investering for Schmedes og Co., da han har fået kontrakt frem til sommeren 2029. Der er dertil også en kulturel indkørsel, der skal tages højde for.
Det vil dog uden tvivl gavne Uchino at komme afsted på en lejeaftale, hvor han kan få mere kontinuerlig spilletid - måske i en anden Superliga-klub eller en adresse i Betinia Ligaen.

Marcus Younis
Som det var tilfældet med Uchino, blev Marcus Younis også hentet ind i sommer fra en adresse langt væk fra Vestegnen.
Den 20-årige kantspiller blev købt fra australske Western Sydney Wanderers, men Younis har på ingen måde brudt igennem - i hvert fald ikke endnu.
Det er kun blevet to relativt korte indhop i Superligaen og nogle tiltrængte minutter i Oddset Pokalen, men det er tydeligt, at Marcus Younis er et stykke fra spilletid i Brøndby for nuværende.
De sidste fem kampe var han end ikke i Coopers kamptrup, så alt tyder på, at der skal findes en bedre løsning for australieren, der har kontrakt frem til sommeren 2027.

André Escobar
18-årige André Escobar fik i november sin første seniorkamp i Brøndby IF-trøjen.
Det blev til et enkelt minut hjemme mod FC Nordsjælland, men med en kontrakt, der løber ud til sommer, skal der med stor sandsynlighed ske noget for den unge midtbanespiller.
Parterne er næppe klar til at sende et Masterclass-talent væk fra klubben uden at profitere, men med Mathias 'P' Jensen som holdets nye unge mand på midtbanen, ligner det ikke, at der for nu bliver plads til mange spilminutter for Escobar.
Måske bør klubben sende talentet afsted til en klub i divisionerne, hvor han kan vise, at han fortsat kan få det store gennembrud i Brøndby?

En tidligere Brøndby-profil står uden klub på sjette måned.
Læs mere her:

Brøndby IF












