Ter Stegen taget til nåde: Tilbage som Barca-kaptajn
Marc-André Ter Stegen fik torsdag flået anførerbindet af sig.

Marc-André Ter Stegen-sagaen i FC Barcelona har fået et nyt kapitel.
Torsdag fik han fjernet anførerbindet i den catalanske klub, men nu er han blevet taget til nåde.
Sent fredag aften oplyser Barca på sin hjemmeside, at den tyske keeper er tilbage som anfører i klubben.

Det sker, efter han har givet samtykke til, at Blaugrana må dele hans medicinske rapport med LaLiga efter den rygoperation, han for nyligt gennemgik.
I første omgang gav tyskeren ikke sin arbejdsgiver tilladelse til at dele denne information, hvilket altså kostede anførerbindet, men nu er Ter Stegen tilbage i varmen.
Hele problematikken bunder i, at Barca har i sinde at udnytte Ter Stegens situation til at allokere en del af lønudgifterne for at overholde lønloftet i den spanske liga.
I skrivende stund er flere af de nytilkomne spillere i den catalanske klub ikke registreret, og derfor er de ikke spilberettigede, men det kan Ter Stegens situation ændre på.
Med keeperens samtykke får LaLigas lægekommission nu adgang til den medicinske rapport, og hvis den vurderer, at Ter Stegen er tvunget ud på bænken i minimum fire måneder, må Barcelona bruge 80 procent af Ter Stegens løn på andre registreringer.
Som følge af målmandens samtykke betragter Barcelona nu den disciplinære sag som afsluttet.
Snart starter sæsonen i Spanien, men catalanerne må måske indlede sæsonen uden en af holdets profiler:

FC Barcelona












