
Vanvittigt Wembley-comeback: Sunderland er tilbage i Premier League
Sunderland har på dramatisk vis sikret sig den sidste Premier League-billet i Championship-playoff-finalen.

Sunderland er tilbage i Premier League!
Det står klart lørdag eftermiddag, hvor The Black Cats på vanvittig dramatisk vis har sikret sig den sidste plads i Englands fineste fodboldrække til næste sæson.
Det sker på bekostning af Sheffield United, som må se sig slået med 1-2 efter 97 hæsblæsende minutter på Wembley.
Sheffield United kom dog bedst fra land efter 25 minutters spil, da The Blades slog til på et kontrastød, hvor en genial stikning fra Gustavo Hamer sendte Tyrese Campbell helt fri igennem, før Sheffield-angriberen elegant lobbede bolden ind til 1-0.

Små ti minutter senere scorede Sheffield igen, da Harrison Burrows trykkede af fra distancen. Målet fik dog ikke lov at stå, da en Sheffield-spiller stod i offside og blokerede Sunderland-keeper, Anthony Pattersons, udsyn.
Således var det en spinkel føring, som Sheffield tog med sig ind i anden halvleg, hvor det med et kvarter igen af ordinær spilletid på Wembley lykkedes Sunderland at udligne.
Sunderland-indskifteren Patrick Roberts sendte en perfekt stikning frem til Eliezer Mayenda, som bragede bolden op i krydset til 1-1.

Du kan se alle mål og highlights i videoen over artiklen.
Premier League-billetten blev sikret i det 95. minut, da Tom Watson dukkede op på kanten af Sheffield-feltet og lagde bolden i kassen til kampens slutresultat 1-2.

Således er Sunderland tilbage i Premier League for første gang siden nedrykningen i 2017.