
U21-landstræner slukker vild EM-drøm: Han kommer ikke med
Steffen Højer giver klart svar i denne uges episode af Campos podcast, Campo på udebane.

Rasmus Højlund er et velkendt navn på det danske A-landshold, men med sine 22 år har han stadig alderen til at tørne ud for det danske U21-landshold.
Det har også fået spekulationerne i gang om, hvorvidt Manchester United-angriberen skal deltage i sommerens EM-slutrunde i Slovakiet, som det danske U21-landshold har kvalificeret sig til.
Men den drøm sender Steffen Højer, Danmarks U21-landstræner, nu til tælling.
Det sker i denne uges episode af Campo på udebane.
– Han (Højlund, red.) har været med på A-landsholdet et par år nu, og han har også været med til en slutrunde. Han har prøvet rigtig mange af de ting, vi gerne vil lære dem på U21. Tager vi ham med, kan det være, han blokerer for en anden, vi gerne vil give muligheden. Det er det, vi vurderer på, udtaler Steffen Højer.
Højer er i tæt dialog med landstræner Brian Riemer, og selvom Højlund har bevist, at han kan score mål i Premier League for en af verdens største klubber, så er han ikke aktuel til sommerens U21-slutrunde.

– Højlund kommer ikke med U21, ikke fordi han ikke er god nok til U21, men fordi at det løb er kørt for ham. Han har fået ’hatten på’ og er kommet videre fra det. Derfor vil det ikke være rigtigt, og det kan jeg bare fortælle, at det er jeg 100 procent enig i, slår Højer fast i Campo på udebane,
I denne uges episode kan du komme med ind bag kulisserne på U21-landstrænerens kontor, når han fortæller om en hverdag rundt i fodbold-Europa, om den kommende slutrunde og om et særligt møde med en Arsenal-legende.
Find Campo på udebane på Spotify, Apple Podcast, eller der, hvor du lytter til podcast. Du kan også lytte med her: