
Brøndby straffes med bøde efter papirkugle mod Neestrup
Brøndby har fået en bøde af Fodboldens Disciplinærinstans.

Jacob Neestrup gav et par Brøndby-fans en opsang, da de havde kastet en papirkugle efter ham ved det seneste derby på Brøndby Stadion den 4. maj.
Og nu er også Fodboldens Disciplinærinstans ude med en sanktion for kasteriet.
Instansen har mandag meldt ud, at Brøndby er idømt en bøde på 10.000 kroner efter at FCK-træneren var blevet ramt i det sjette minut. Derfor må Brøndby til lommerne, og Fodboldens Disciplinærinstans skriver i sin afgørelse, at man har et øget fokus på kast med genstande mod banen.
Alligevel bliver det kun til en bøde på 10.000 kroner, fordi der er tale om en ‘ufarlig’ genstand.
– Fodboldens Disciplinærinstans har ved sanktionsfastsættelsen blandt andet lagt vægt på hændelsens karakter og omfang, herunder at det ene kast har ramt en af kampens aktører og omvendt i nedadgående retning tillagt det betydning, at der er tale om i øvrigt ufarlige genstande.

Der blev også kastet genstand efter 27 minutter af kampen, men uden at ramme hverken Neestrup eller andre aktører på banen.
Neestrup forklarede selv efter kampen, at han ikke ville finde sig i at agere skydeskive. Læs mere her.
