Ingen yderligere straf til Rodrigo Huescas fra F.C. København
Sagen har fået klubben til at tilføje procedurer til næste gang, de får en ny spiller.

Rodrigo Huescas har i Københavns Byret fået sin dom.
De 20 dages fængsel, frakendelse af kørekort, en bøde på 7.000 kroner samt en advarsel om udvisning af Danmark bliver i udgangspunktet også den eneste straf, mexicaneren får.
I F.C. København får mexicanerens vanvidskørsel ikke nogen affødte konsekvenser.
Til gengæld har sagen fået den københavnske mesterskabsbejler til at ændre i sine procedurer i forbindelse med etablering af nye spillere.
- Vi har håndteret sagen internt og kommer ikke til at pålægge Rodrigo yderligere straf end den, han netop har modtaget. Sådan en sag giver naturligvis stof til eftertanke, og derfor har vi valgt at tilføje nye procedurer og stramme kravene i vores onboarding for at sikre, at alle spillere altid er fuldt ud oplyste og samtidig har de bedste forudsætninger for at klare sig godt i det danske samfund, siger sportsdirektør Sune Smith-Nielsen.

Rdorigi Huescas stod potentielt til udvisning af Danmark, men det slipper både han og F.C. København altså for.
Til gengæld slipper den 22-årige mexicaner ikke for en fængselsstraf på 20 dage - en straf der endnu ikke vides meget om. Blandt andet vides det ikke, hvornår straffen skal afsones, ligesom det heller ikke står klart, om forsvarsspilleren kan afsone sin straf ved brug af fodlænke.
- Rodrigo har lige fra begyndelsen været klar over, at han har gjort noget meget dumt. Han har overtrådt dansk lovgivning og kunne potentielt have udsat andre mennesker for fare. Det er helt uacceptabelt.

- Han har undskyldt mange gange over for os, sin familie og sine holdkammerater. Nu har det danske retssystem straffet Rodrigo, og vi accepterer dommen. Nu afventer vi, hvornår Rodrigo skal afsone sine 20 dages fængsel, lyder det fra Smith-Nielsen.
For F.C. København resterer der i denne sæson tre superligakampe, en pokalsemifinale mod Viborg FF samt en potentiel pokalfinale.
FC København












