
Szczesny holder stadig med Arsenal: En konstant lidelse jeg elsker
Gammel kærlighed ruster aldrig.

181 kampe blev det til i Arsenal for Wojciech Szczesny.
Polakken kom til London-klubben fra Legia Warszawa som ungdomsspiller i 2006 og forlod først klubben endeligt i 2017.
De mange år i klubben har 35-årige Szczesny langt fra glemt.
– At være Arsenal-fan er konstant lidelse, men det er en lidelse, jeg elsker. Jeg synes, de har taget massive skridt fremad de seneste par år.
– Jeg støtter dem og forsøger at se deres kampe, når jeg kan. Jeg ser Mikel Artetas pressemøder, så jeg er stadig en af de der skøre Arsenal-fans, siger Szczesny til ESPN.
Arsenal er i år at finde i Champions Leagues semifinaler, hvor de skal møde franske PSG.
I den modsatte semifinale møder Wojciech Szczesny og FC Barcelona italienske Inter, og dermed kan polakken stå overfor sin tidligere klub for første gang i karrieren.
– Selvfølgelig hepper jeg på [Arsenal] i hver eneste kamp, men i Champions League i år? – Ikke så meget. Der er kun ét hold, jeg kommer til at støtte i Champions League i år , lyder det med et smil fra den erfarne polak.
Wojciech Szczesny vandt to FA Cup-trofæer i træk med Arsenal. Både i 2014 og 2015 vandt de den engelske pokalturnering.