– Mange ville have jobbet, men vi fik vores førsteprioritet, siger AaB-boss om Wichmann Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

– Mange ville have jobbet, men vi fik vores førsteprioritet, siger AaB-boss om Wichmann

AaB-sportsdirektør James Gow gør det klart, at Kristoffer Wichmann var klubbens absolutte førsteprioritet.

James Gow.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Når man som nedrykningstruet klub fyrer sin cheftræner med fem kampe tilbage af sæsonen, er der ikke råd til at vælge en forkert erstatning.

Derfor hviler der også et stort pres på Kristoffer Wichmann, som fik det ledige job i AaB efter Menno van Dam.

Et tilsvarende stort pres hviler der på klubbens sportslige ledelse med James Gow i spidsen som sportsdirektør.

Det er nemlig i høj grad ham, der har hængt sin hat på Kristoffer Wichmanns trænerfærdigheder.

Presset på James Gow bliver ikke mindre af, at der har været et stort udvalg af trænere, som har budt sig til:

– Hvis man søger et job som IT-sælger eller noget, så er der nok 10 mand, der går efter samme job. For os er der endnu flere, fordi det er så stort et job i en så stor klub.

– Der var mange, der gerne ville have jobbet, og min opgave er i sidste ende at indsnævre feltet og udvælge de kandidater, som jeg mener er de rigtige, siger han til Campo.

Og fik han så den rigtige kandidat? Det føler han sig helt og aldeles overbevist om:

– Jeg har altid en førsteprioritet – den, som jeg virkelig har tænkt mig at gå efter. Derefter har jeg en gruppe, som jeg tror på også kan fungere og som er interessante.

– Hvad angår Kristoffer, så kan jeg med sikkerhed sige, at det var ham, vi ville gå efter. Så vi fik vores førsteprioritet, og det er godt arbejde af alle involverede, siger han.

Kristoffer Wichmann er blevet udstyret med en aftale frem til sommeren 2027 og havde torsdag sin første arbejdsdag på træningsbanen i Aalborg.

Han har tidligere stået i spidsen for Kolding IF og var senest assistenttræner for Bo Svensson i Union Berlin.

Mest populære

Notifications

Notifikationer