
Frederik Birk holder fast i målsætning med Brøndby
Brøndby-cheftræneren har fortsat ét altoverskyggende mål i Brøndby IF.

Frederik Birk har sagt det før – og nu gør han det igen.
Der skal titler på bordet i Brøndby IF.
Det fortæller han til TV 2 Sport, der har sat Brøndby-cheftræneren stævne i forbindelse med hans første 80 dage i jobbet.
– Jeg kommer ikke her for ikke at spille med om titler. Det har jeg sagt meget tydeligt, også til de beslutningstagere, der skulle vælge, om de ville ansætte mig som cheftræner eller ej.
– Det altoverskyggende mål for os skal være, at vi kan vinde en titel i indeværende halvsæson, siger han.
Brøndby IF ligger aktuelt på syvendepladsen i 3F Superligaen, men kan med bare et enkelt point mandag aften hjemme mod Lyngby Boldklub spille sig op som nummer fire i tabellen.
Lige nu er der ni point op til F.C. København helt i top.
Derudover er Klubben Fra Vestegnen fortsat med i Oddset Pokalen, hvor Silkeborg IF venter i den første semifinale sidst i april.
Mandagens kamp mellem Brøndby og Lyngby fløjtes i gang på Brøndby Stadion klokken 19.00.