
Lössl står mod Sociedad trods fit Olafsson
Elias Olafsson er egentlig klar igen, men det bliver stadig Jonas Lössl, der torsdag aften vogter FCM-målet.

I sommer fik Jonas Lössl en ny rolle som ‘club captain’ i FC Midtjylland.
I samme ombæring blev Elias Olafsson førstevalg i klubben.
Tilbage i december brækkede den islandske keeper dog hånden. Jonas Lössl har derfor taget sig af tjansen som målvogter i midtjydernes seneste europæiske kampe.
På onsdagens pressemøde forud for endnu en europæisk kamp, blev FCM-cheftræner Thomas Thomasberg spurgt ind til en status på Elias Olafsson.
– Det er positivt. Elias er tilbage, og det er vi rigtig glade for.
– Han har været rigtig uheldig at være ude i en længere periode med en skade, men er nu til rådighed igen, siger Thomasberg og fortsætter:
– Men det er Lössl, der står i morgen (torsdag, red.). Det var nok dit opfølgende spørgsmål, så det har du fået svar på nu.
At valget er faldet på Jonas Lössl til torsdagens kamp skyldes dog ikke, at Elias Olafsson endnu ikke er på 100 procent.
– Det skyldes, at Lössl er den bedst egnede til den opgave, der er i morgen.
Er han ny førstemålmand?
– I morgen står han. Der er han førstemålmand. Vi har har jo haft den snak før, og den finder vi ud af og klaret.
– Elias ikke har været til rådighed så længe. Så Lössl står i morgen, og vi har været rigtig glade for de indsatser, han har leveret, ligesom vi også var for Elias i efteråret.
Det er dog ikke kun på målmandsfronten, at der er nyt at berette om.
Kevin Mbabu er nemlig også tilbage i træning, efter han sad ude mod Fenerbahce senest.
Han er dog ikke klar.
– Nej, han er ikke med i morgen. Men han var på træningsbanen i dag, og jeg regner med, at han kan træne videre her de kommende dage, og også bliver brugbar.
– Men om det bliver til weekenden eller senere, det må tiden vise – men han er ikke med i morgen, siger Thomasberg.
FC Midtjyllands kamp mod Real Sociedad fløjtes op torsdag klokken 18.45 på MCH Arena.