Medie: IFK Göteborg jagter Superliga-målræv
3F Superligaen kan meget vel vinke farvel til en farlig skarpretter i januar.
13 mål.
Så mange kasser har Lirim Qamili stået for i 3F Superligaen i 2024.
Det er dog ikke sikkert, at han kommer til at tegne sig for et eneste i 2025, da der er bud efter den målfarlige nordmakedoner.
Ifølge det svenske medie Expressen har IFK Göteborg nemlig set sig varme på Sønderjyske-spidsen.
Mediet skriver ydermere, at der lige nu er kontakt imellem klubberne om en mulig handel, men det bliver næppe billigt for svenskerne.
Sønderjyske kræver nemlig en god pris for Qamili, der kom til i sommer fra Hvidovre IF.
Her underskrev den 26-årige angriber en treårig aftale, der først udløber i 2027, hvorfor Sønderjyske også har en stærk forhandlingsposition.
Siden skiftet til Sønderjyske har Qamili optrådt 16 gange, scoret otte mål og stået for fire oplæg.