Påvirket Olafsson: Vi er fucking kede af det
FC Midtjylland snublede på målstregen i Slovakiet, da Slovan Bratislava fik vendt det hele på hovedet med to sene scoringer, som i stedet sender FCM i Europa League fremfor Champions League.
FC Midtjylland havde det ene ben i Champions League.
Desværre tog Ulvene foden af speederen en my for tidligt, da to sene scoringer inden for fire minutter i stedet sendte midtjyderne i Europa League i stedet.
Således var skuffelsen også enorm hos de danske mestre, hvilket Elias Olafsson satte ord på efter kampen.
– Det er helt forfærdeligt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Den er meget hård. Vi spillede egentlig fint nok i første halvleg og skabte chancer, og så i de sidste 30 minutter var vi under pres.
Hvad er din fornemmelse af de sidste 10 minutter?
– Jeg ved det egentlig ikke. Vi kommer for langt tilbage, synes jeg, og vi er ikke agressive nok. Det skal vi gøre bedre. Det er vores skyld det her. Vi er et bedre hold end dem.
– Vi er jo fucking kede af det, fordi det kunne være, at det er vores eneste chance. Det er alles drøm at spille Champions League, fortalte Elias Olafsson til Viaplay efter kampen.
Med nederlaget er FCM i stedet klar til Europa Leagues-ligaspil, som der trækkes lod til fredag.