Makienok maner til ro: Det bliver en svær sæson
Den tidligere Brøndby-bomber Simon Makienok forventer ikke nogen nem sæson i NordicBet Ligaen til trods for at Hvidovre kommer lige fra 3F Superligaen. Det har Campo talt med ham om.
Superliga, Serie A, landsholdsfodbold og nu NordicBet ligaen.
Simon Makienok er en herre, der har prøvet lidt af hvert. Sidste sæson måtte han sammen med Hvidovre vende retur til landets næstbedste række, da klubben fra Vestegnen ikke kunne holde sig oven vande i Superligaen.
Campo har mødt to-meter-manden på Pro Ventilation Arena i Hvidovre til en snak.
Hvidovre IF var for første gang at finde i 3F Superligaen efter mere end 25 års fravær.
Men i 29. spillerunde var det en kendsgerning, at klubben atter skulle spille NordicBet Liga-bold efter sommerferien.
Og selvom mange eksperter allerede tidligt i sæsonen dømte klubben fra Vestegnen ude, så ser Simon Makienok alligevel tilbage på sæsonen med oprejst pande.
– Vi vidste godt at vi ville være underdogs i nærmest alle kampe der kom i Superligaen, alle i klubben gav den alt hvad de havde, men det var desværre ikke nok.
– Vi kan være stolte af, at vi ikke gravede os ned og stadig forsøgte at spille det spil, vi gerne vil praktisere.
– Vi er blevet en stor erfaring rigere, eftersom det var første gang for langt de fleste i truppen at være med til at rykke ned. Det, håber vi, kan være med til at samle os endnu mere, og at vi dermed kan drage nytte af det, så vi står endnu stærkere sammen.
NordicBet Liga-optakt: Hvidovres ‘proffer’ har overskudInden denne NordicBet Liga-sæson havde Makienok ikke spillet en kamp i landets næstbedste række siden 2011, hvor den hed 1. division.
Ifølge ham selv er der sket en meget positiv udvikling, blandt andet med 12 hold i stedet for 16, et op og nedrykningsspil, som kendes det fra 3F Superligaen og en masse hold, der jagter og ikke bare står dybt og forsvarer.
– Der er sket rigtig meget med den her række, siden jeg spillede med HB Køge i 2011.
– Dengang så man måske mere, at der kom hold ned oppe fra og så bare brændte ligaen af. Nu ser man mere, at alle kan slå alle, og der ikke findes nogen nemme kampe, fordi alle gerne vil frem og angribe.
– Vi har fra start af, mærket at det ikke bliver en nem sæson. Vi kan ikke bare forvente at dominere alle kampene, der er ingen nemme point at hente. Alle holdene fortjener respekt, og det er sundt at mærke fra start af, siger Simon Makienok til Campo.
Selvom den lange angriber har rundet de 33 år, så føler han stadig han har en massere af bidrage med både på og udenfor banen.
Selvom han blev ramt af en drilsk skade i lysken i foråret, så har han været meget positiv over sin fysiske tilstand i klubbens opstart.
– Jeg sad over mod Kolding i vores anden kamp, da jeg havde mærket et lille riv i dagene op til. Jeg er meget bevidst om at passe på kroppen, da jeg har nået en alder hvor det bare er nemmere at blive ramt af skader.
– Men jeg har trænet fuldt med hele ugen og er helt klar til kampen mod B93.
– Jeg tager én dag af gangen, og så længe kroppen har det fint så spiller jeg, jeg vil ikke bare sidde på tribunen eller på bænken.
– Jeg vil være med, hvor det sker, slutter Makienok.
Den store angriber og Hvidovre IF møder fredag B93, i klubbens fjerde kamp i NordicBet Ligaen.
Den kamp kan du se på Viaplay klokken 19:00, når opgøret sparkes i gang.