Major League Soccer

Medie: Tverskov teamer op med Sergio Ramos

Sergio Ramos meldes i fremskredne forhandlinger med den kommende MLS-klub San Diego FC, der som minimum kommer til at råde over to danskere.

Sergio Ramos i kamp om bolden mod Real Madrid.
Foto: Violeta Santos Moura/Reuters/Ritzau Scanpix
Vær opmærksom på, at dette er en rygtehistorie

Sergio Ramos står lige nu til at have kontraktudløb i Sevilla til sommer.

Den situation følger man efter sigende ualmindeligt tæt i San Diego FC.

I hvert fald skriver The Athletic, at den kommende MLS-klub er i fremskredne forhandlinger med den tidligere Real Madrid-stjerne.

Ender Sergio Ramos og San Diego med at nå til enighed om en aftale, vil der være udsigt til minimum et par danske holdkammerater for den garvede midtstopper.

San Diego FC og FC Nordsjælland deler nemlig samme ejer, og så sent som i marts meddelte Farum-klubben, at profilerne Marcus Ingvartsen og Jeppe Tverskov fortsætter karrieren i søsterklubben når 2025-sæsonen går i gang.

Ifølge The Athletic forventes det ikke, at Sergio Ramos forlænger sin aftale med Sevilla.

En kilde skulle dog også have fortalt mediet, at den 38-årige spanier har andre kontrakttilbud fra klubber rundt omkring i verden.

Sergio Ramos har en lang og flot karriere bag sig.

Blandt andet har han vundet Champions League fire gange med Real Madrid, ligesom det også er blevet til fem LaLiga-titler.

På det spanske landshold, hvor han står noteret for 180 kampe, var han med til at vinde EM i 2008 og 2012 samt VM i 2010.

Han nåede svimlende 671 kampe med imponerende 101 mål til følge i Real Madrid.

I denne sæson har han været fast mand i Sevilla.

San Diego FC træder ind i MLS fra 2025-sæsonen.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P