3F Superligaen

Lind ‘tonsede’ Kent Nielsen ned: Aldrig været så stille

Alexander Lind gæstede mandag aften Viaplay-programmet Offside, hvor der undervejs blev bragt en historie om, at han til træning havde et hårdt sammenstød med SIF-cheftræner Kent Nielsen.

Alexander Lind i hovedstødsduel med Brøndby IF's Jacob Rasmussen.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Det er altid godt at gøre opmærksom på sig selv til træning som ung fodboldspiller.

Der er dog nok visse metoder til at få cheftrænerens fulde fokus, som man bør holde sig fra.

Det kan 21-årige Alexander Lind i hvert fald skrive under på.

Han deltog således i Viaplay-programmet Offside mandag aften, hvor hans tidligere holdkammerat Tobias Salquist indsendte en hilsen med en sjov historie, som de efterfølgende foldede ud inde i studiet.

Historien går i al sin enkelthed ud på, at den fysisk stærke Silkeborg-angriber under en træning kom til at løbe cheftræner Kent Nielsen ned.

– Det er jo en fuldstændig vanvittig historie, griner Alexander Lind og udpensler derefter episoden:

– Vi spiller 11 mod 11 og jeg er lige kommet tilbage fra en skade. Så bliver der spillet en bold i dybden til mig, og jeg tænkte, at “jeg skal da ned og score – jeg skal ned og vise mig frem her”.

– Så kan jeg godt høre, at der er en, der råber “stop, stop”. Jeg tænkte ikke videre over det og fortsatte bare, og så tonsede jeg bare ind i Kent. Jeg tror ikke, at der nogensinde har været så stille på JYSK Park før. Der blev helt stille.

– Indtil Pelle (Matsson, red.] og jeg gik hen og spurgte, om han var okay. Så rejste han (Kent Nielsen, red.) sig op og begyndte at dirigere og være taktisk. Det var bare videre, fortæller Alexander Lind.

Ifølge Tobias Salquist, som altså meldte ind med historien, lå Kent Nielsen og ømmede sig i flere minutter.

Den 62-årige cheftræner havde ageret dommer under 11 mod 11-spillet til den pågældende træning, hvor han befandt sig inde på banen mellem spillerne.

Alexander Lind står i denne sæson noteret for 10 scoringer i 3F Superligaen, hvilket rækker til en fjerdepladsen på topscorerlisten i den bedste danske række.

AGF’s Patrick Mortensen ligger alene i top på den liste med 12 mål.

Der resterer fortsat seks kampe af slutspillet i landets bedste række.

Du kan se indslaget med Alexander Lind i Offside i videoen øverst i artiklen.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P