![](https://campo.dk/wp-content/uploads/2024/04/fcns-kian-hansen-kamp-agfs-patrick-mortensen-pokalsemifinale-returkampen-agf-fc-nordsjaelland-pa-ceres-park-1200x630.jpg)
Finaleklar Mortensen: Kneb en tåre ved slutfløjt
Det var en synligt rørt Patrick Mortensen, der snakkede med Viaplay, efter AGF sikrede sig en billet i finalen af Oddset Pokalen.
![Patrick Mortensen vinder en hovedstødsduel mod Hansen, da AGF vinder over FC Nordsjælland på Ceres Park.](https://campo.dk/wp-content/uploads/2024/04/fcns-kian-hansen-kamp-agfs-patrick-mortensen-pokalsemifinale-returkampen-agf-fc-nordsjaelland-pa-ceres-park-1024x683.jpg)
Gift Links slukkede lyset for FC Nordsjælland i en kamp, der blev forsinket af manglende strøm.
På trods af den manglende strøm var AGF-tilhængerne elektriske gennem hele kampen, som ikke bød på mange store chancer før til allersidst, hvor Links afgjorde den anden semifinale, som sluttede 1-0. Dermed er AGF nu finaleklar.
Det rørte Patrick Mortensen, der efter kampen blev interviewet af Viaplay.
– Det er helt surrealistisk. Jeg er så stolt, det er helt vildt. Gutterne gør det så godt.
– Jeg løb rundt med gåsehud inde på banen, det var helt vildt. Jeg tror også, at jeg kneb en lille tåre, da kampen blev fløjtet af.
– Vi vil meget gerne være historiske, jeg vil så gerne stå inde i Parken og løfte pokalen sammen med min anden familie.
– Men vi skal huske på, at vi ikke har vundet noget endnu, forklarer den synligt rørte Mortensen i interviewet med Viaplay efter det udskudte opgør.
Pokalfinalen løber af stablen torsdag den 9. maj på græstæppet i Parken.
Her kan Mortensen sammen med ‘sin anden familie’, AGF, se frem til en kamp mod Silkeborg, der slog FC Fredericia ud af turneringen torsdag aften.