Udlejet Brøndby-spiller færdig for denne sæson
Brøndby IF’s udlejede amerikaner, Justin Ché, kommer ikke i aktion mere i denne sæson, da han har pådraget sig en skade. Det skriver klubben ADO Den Haag.
Brøndby IF købte i sommer den amerikanske backspiller Justin Ché i FC Dallas.
Den 20-årige amerikaner nåede dog ikke at få debut i klubben, før han blev sendt til Holland på et lejeophold i ADO Den Haag.
Her er det blevet til 21 kampe i Æresdivisionen i løbet af sæsonen.
Men desværre for både ADO Den Haag og Justin Ché bliver det ikke til flere kampe.
Den hollandske klub oplyser nemlig onsdag, at den udlejede Brøndby-spiller er skadet for resten af sæsonen.
– Justin Ché har fået en knæskade under en træning i sidste uge.
– Den amerikanske back vil derfor være ude i de kommende måneder, og han vil derfor ikke længere kunne spille for ADO Den Haag denne sæson.
– ADO Den Haag ønsker Justin meget styrke og succes i hans genoptræning, skriver ADO Den Haag på sin hjemmeside.
Justin Chés kontrakt med Brøndby IF løber frem til sommeren 2026.