3F Superligaen

Pinlig OB’er: Der kastes med ting i omklædningsrummet

OB fortsatte sin negative hjemmebanestatistik, da fynboerne tabte tirsdag aften hjemme til Vejle. For angriber Max Fenger var det en af de værste fodboldoplevelser i karrieren.

Max Fenger i kamp for OB i tirsdagens nederlag til Vejle
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Dette er en historie, du kun får på campo.dk

Man fristes til at sige, at alt var som det plejede tirsdag aften på Nature Energy Park.

Her tabte OB endnu en gang på hjemmebane. Denne gang 0-1 til Vejle, og det kunne være blevet til et større nederlag, hvis ikke det var for Viljar Myhra i målet.

Nederlaget og den magre indsats var en af karrierens lavpunkter, lyder det efterfølgende fra OB-angriberen Max Fenger.

Fenger travede slukøret forbi den fremmødte presse i katakomberne under hovedtribunen. Og adspurgt, hvordan han havde det, var svaret da heller ikke til at tage fejl af.

– Jamen ad helvede til. Det er jo nok en af de værste fodboldoplevelser, jeg har været med til. Det er svært at sætte ord på. Jeg synes, det er en pinlig præstation fra os i dag, udtaler Max Fenger til campo.dk.

Max Fenger i kamp for OB i tirsdagens nederlag til Vejle
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

– Vi skal være meget bedre, når spillet ikke fungerer. Vi skal kunne give noget energi, og vi ser opgivende ud derude. Alt, der kan gå galt, går galt.

Bliver der kastet med ting i omklædningsrummet, eller sidder folk og kigger ned i jorden?

– Ja, der bliver…hvad der sker i omklædningsrummet, bliver i omklædningsrummet. Men der bliver kastet med ting, men der bliver også kigget ned i jorden. Folk har forskellige måder at reagere på.

– Vi skal i hvert fald bare vise mere på banen, så det er ligegyldigt, hvad vi viser i omklædningsrummet. Så når vi træder ud over kridtstregerne, skal vi i hvert fald til at tage os sammen, lyder det fra Max Fenger.

OB og Fenger får muligheden for genrejsning, når Lyngby venter på udebane allerede på fredag. Kampen fløjtes op klokken 19 og kan ses på TV3 Sport og Viaplay.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P