Herrelandsholdet

Schmeichel er slet ikke færdig: Bedre end da jeg vandt PL

Kasper Schmeichel står til at få sin landskamp nummer 100, når Danmark tager imod Schweiz i Parken. Selvom han inden længe kan prale af et trecifret antal landskampe og alderen nu hedder 37 år, så er han dog ikke i nærheden af at smide handskerne.

Kasper Schmeichel under en træning med landsholdet side om side med Frederik Rønnow.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Kasper Schmeichel har længe været synonym med det danske landshold.

På lørdag runder han så en imponerende milepæl, når Schweiz gæster Parken i en testkamp.

Her er der nemlig udsigt til landskamp nummer 100 for den 37-årige keeper.

Milepælen og de mange kampe til trods, så har Kasper Schmeichel langt fra planlagt at indstille karrieren i den nærmeste fremtid.

Det fortæller han i et længere interview med TV 2 Sport i forbindelse med de 100 landskampe.

– Jeg elsker at spille fodbold. Det er det bedste job i verden. Jeg nyder hver eneste kamp. Jeg har kæmpe ambitioner for fremtiden, og der er rigtig meget endnu, siger han og fortæller, at han faktisk aldrig har følt sig i bedre form end nu:

– Jeg er ikke en type, der fokuserer på alder. Jeg fokuserer på fysisk form. Jeg er i bedre form end nogensinde før, jeg er i bedre form, end da jeg vandt Premier League. Jeg ser ikke på begrænsninger. Det kan godt være, andre gør det, det er I velkomne til, men det er ikke sådan, jeg ser det. Jeg kigger først og fremmest på, om jeg kan fysisk og vil mentalt. Og svaret er et stort ja til begge dele, siger han til TV 2 Sport.

Kasper Schmeichel er i denne sæson fast mand i belgiske Anderlecht, hvor han har indkasseret 23 mål i lige så mange kampe i Jupiler League.

Hans landskamp nummer 100 fløjtes i gang mellem Danmark og Schweiz lørdag klokken 20.00 og kan ses på TV 2 og TV 2 Play.

Han bliver den 11. dansker til at runde 100 kampe for A-landsholdet.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P