2. Division

Esbjerg forlænger med cheftræneren

Esbjerg fB har valgt at forlænge aftalen med sin cheftræner Lars Lungi Sørensen, der lige nu er ved at føre klubben til oprykning.

Foto: efb.dk
Denne historie udkom først på campo.dk

Lars ”Lungi” Sørensen har forlænget sin aftale med EfB.

Han har fået en ny kontrakt, der løber til sommeren 2026, og det bliver dermed også ham, der skal bringe EfB hele vejen tilbage til toppen af dansk fodbold.

– Lars ”Lungi” Sørensen har leveret et fantastisk godt stykke arbejde med vores unge, talentfulde trup i dagligdagen og formået at flytte tankerne og idéerne fra træningsbanen med ind i kampene. De resultater vi har set i EfB siden ”Lungi” kom til, taler sit eget sprog, og den medvind han med sit koncept og sin ro har skabt er ganske enkelt imponerende. Vi er meget tilfredse med at have forlænget aftalen, og ser det her som et vigtigt skridt i den rigtige retning for EfB, lyder det fra Jens Hammer Sørensen i en pressemeddelelse.

For Lars Lungi Sørensen selv var det en nem beslutning at skrive under på en forlængelse.

– Jeg har gentagende gange sagt, at jeg befinder mig godt i EfB, fordi jeg har en god stab omkring mig og en rigtig talentfuld og lærevillig trup at arbejde med og med det in mente så har jeg selvfølgelig været meget interesseret i at fortsætte.

– Set i det lys er jeg også meget nysgerrig på, hvad vi kan udrette sammen i fællesskab. Vi har et altoverskyggende mål med forårssæsonen, og det er at lykkes med en oprykning til sommer, og det er vores eneste fokus de næste måneder. Men jeg er samtidig ambitiøs på egne og klubbens vegne, og tror naturligvis også på, vi over de næste år kan bringe EfB videre i positiv retning, og den udvikling glæder jeg mig til at være en del af, siger Lars ”Lungi” Sørensen til efb.dk.

I 16 kampe i sæsonen har EfB kun tabt en og spillet en kamp uafgjort, og holdet fører lige nu 2. division med 11 point ned til FC Roskilde på andenpladsen.

Så en oprykning til NordicBet Ligaen er godt på vej.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P