‘Den sidste dans’ endte med dask til Messi og co.
Der var lagt i kakkelovnen til ‘den sidste dans’ mellem Cristiano Ronaldo og Lionel Messi – det var dog kun sidstnævnte, som indtog grønsværen, da Inter Miami fik en gedigen snitter på 6-0.

‘Den sidste dans’ mellem Lionel Messi og Cristiano Ronaldo blev ikke til noget.
Til trods for det så blev der stadig spillet en kamp mellem saudiarabiske Al Nassr og amerikanske Inter Miami ved Riyadh Season Cup torsdag aften.
Det endte med en 6-0-afklapsning af Inter Miami, da Cristiano Ronaldo-løse Al Nassr udraderede Messi og co.
Der var dog ikke meget Messi kunne stille op, da den argentinske verdensmester først kom på banen efter 83 minutters spil, hvor Inter Miami allerede var helt nede i sækken bagud med 6-0.
Takket være et Anderson Talisca-hattrick og et vaskeægte kongemål fra den tidligere City-stopper Aymeric Laporte, som scorede fra egen banehalvdel på spektakulær vis, var der heller ikke meget at gøre.
Det blev således ikke til et klassisk opgør mellem Cristiano Ronaldo og Lionel Messi i denne omgang.
Sidst de to verdensstjerner mødtes var den 8. december 2020 i Champions League gruppespillet, hvor Ronaldos Juventus slog Messis FC Barcelona 0-3 på Camp Nou. Dengang scorede Ronaldo to mål på straffespark.

Lionel Messi
Inter Miami
Cristiano Ronaldo












