Kjærgaard afviser at tænke på landsholdet: Mit eneste mål er at blive fit
Han blev kåret til årets talent sidste år, og han har længe været første mand på holdkortet på det danske U21-landshold. Alligevel afviser Maurits Kjærgaard nu, at han spekulerer på en eventuel debut på a-landsholdet - andre ting stjæler hans fokus.
Spørgsmålet er næppe ‘om’ men nærmere ‘hvornår’.
Red Bull Salzburgs danske midtbanespiller Maurits Kjærgaard har efter alt at dømme en lovende fremtid for sig, og han må alt andet lige banke på til en udtagelse på det danske a-landshold.
Endnu har den 20-årige midtbanespiller aldrig været udtaget til det danske landshold, og direkte adspurgt om, hvordan han ser sine muligheder for, at det sker frem mod sommerens EM-slutrunde, svarer den blonde dansker:
– Mit eneste mål er at blive 100 procent klar og helt fit. Det er mit eneste fokuspunkt i øjeblikket, og det arbejde jeg hårdt på.
Kjærgaard har nemlig siddet ude med en skulderskade siden starten af november – en skade der krævede en operation.
Kjærgaard har senest været med det østrigske mesterhold på træningslejr i Spanien, og selvom han ikke kom i kamp, så går det fremad mod sæsonstarten den 2. februar.
– Skadespausen var virkelig lang. Nu træner jeg igen med holdet, og jeg får det bedre og bedre, og min selvtillid er på vej tilbage. Skulderen har det godt igen – det gør ikke længere ondt. Lige nu er jeg nødt til at være en smule forsigtig, men det varer ikke længere, inden jeg kan spille igen, siger Kjærgaard til campo.dk
Maurits Kjærgaard er færdig for i år: Gjorde ondt i maven, da jeg fik beskedenMaurits Kjærgaard har sine blot 20 år til trods allerede noteret sig for 78 kampe for Red Bull Salzburg, som han skiftede til fra Lyngby i juli 2019.
Kjærgaard har tidligere bekræftet, at han efter alt at dømme tager næste skridt i karrieren til sommer. Destinationen er der endnu ingen rygter om.