Dansk Fodbold

Brøndby Stadion lægger græs til EM-forberedelser

For første gang siden 2021 og for bare tiende gang i alt kommer Brøndby Stadion til at lægge græs til en A-landsholdskamp.

Brøndby Stadion lægger græs til EM-forberedelseskampen mod Færøerne.
Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Billetterne bliver allerede sat til salg klokken 10 i dag.

Det er dog først den 26. marts, at Brøndby Stadion byder indenfor til EM-forberedelseskampen mod Færøerne.

DBU har fredag offentliggjort herrelandsholdets første to kampe i 2023. Her er der foruden kampen mod Færøerne tale om et møde med Schweiz i Parken den 23. marts.

Begge kampe starter klokken 20:15, og begge kampe kan ses på TV 2.

– Det er fantastisk, at vi skal til EM til sommer, og forberedelserne er allerede i fuld gang. Testkampene er vigtige for os, og det er to kampe, der samlet set er rigtig gode for vores forberedelser frem mod EM.

– Vi bliver både matchet på et meget højt landsholdsniveau, og vi får samtidig god mulighed for at spille holdet endnu bedre sammen frem mod EM, lyder det fra landstræner Kasper Hjulmand.

EM-lodtrækning: Se alle grupper ved EM 2024 her

Mens Færøerne ikke formåede at kvalificere sig til EM, så har Schweiz allerede sikret sig kvalifikation til nationens sjette deltagelse ved en EM-slutrunde, hvor de kan se frem til kampe i Gruppe A mod Tyskland, Skotland og Ungarn.

For DBU har det stor betydning, at kampene mod både atlanterhavsnationen og alpelandet bliver spillet på hjemmebane.

– Interessen for at se holdet har længe været overvældende, og alle rundt om landsholdet er taknemmelige for opbakningen.

– Med en slutrunde lige om hjørnet ved vi, at mange gerne vil se og opleve landsholdet, og derfor har vi besluttet at spille begge kampe på hjemmebane, så endnu flere danskere får mulighed for at opleve den gode stemning og det store fællesskab til vores landskampe. Samtidig får holdet ro og mindre rejseaktivitet og dermed de optimale forberedelser til kampene, siger fodbolddirektør Peter Møller.

EM-basen er klar – Her skal Danmark bo under EM 2024

Det danske landshold rejser til Tyskland den 11- juni, men der arbejdes allerede nu på yderligere testkampe for landsholdet inden afrejse.

Mens billetsalget til kampen på Brøndby Stadion mod Færøerne er åben for alle, så starter billetsalget til kampen mod Schweiz først i februar, og her vil der som vanligt være forkøbsret for landsholds-abonnenter.

Billetsalget til kampen mod Færøerne starter fredag den 15. december klokken 10, og du kan sikre dig billet her: Danmark – Færøerne.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P