Vanvid: Klubberne sætter ny rekord for agenthonorar

Ifølge FIFA satte fodboldklubberne i 2023 ny rekord for, hvor mange penge der blev betalt til spilleragenter i forbindelse med køb og salg af spillere.

Klubberne sætter ny rekord for løn til agenter.
Foto: Jason Cairnduff/Reuters/Ritzau Scanpix

Agenter spiller en større og større rolle i international fodbold.

Hvis man er i tvivl om, hvorvidt det udsagn er sandt, så sætter en ny rapport fra FIFA en tyk streg under.

I alt brugte fodboldklubber på verdensplan i 2023 hele 42,5 procent flere penge på agenter, end det var tilfældet i 2022. Også den tidligere rekord fra 2019 blev slået med ikke mindre end 35,7 procent.

888,1 millioner amerikanske dollars – svarende til godt 6,6 milliarder kroner – brugte klubberne således på agenter i 2023.

Det beløb dækker dog kun over internationale transfers, så eksempelvis Declan Rices skifte fra West Ham til Arsenal til en værdi af 865 millioner kroner eller Elias Achouris skifte fra Viborg til F.C. København tæller således ikke med.

Danske klubber tegner sig for 83 millioner kroner

Rapporten viser desuden, at europæiske klubber tegner sig for 87 procent af det samlede beløb, hvor også danske klubber udgør en ganske markant del.

I alt 12 millioner dollars – 83 millioner kroner – har de danske klubber i 2023 betalt i agenthonorarer. 46 af de millioner er brugt på agenter i forbindelse med spillerhandler til Danmark, mens 37 millioner er brugt på agenter, der har hjulpet danske klubber med at sælge spillere til udenlandske klubber.

Følg Campo på Facebook

Ikke overraskende tegner de engelske klubber sig for den største andel, og klubberne fra fodboldens moderland har i alt brug 281,3 millioner dollars svarende til 1,944 milliarder kroner – eller næsten en tredjedel af klubbernes samlede betalinger.

Saudiarabiske klubber har i 2023 brugt 86 millioner dollars – 594 millioner kroner – på agenter, der har hjulpet spiller til det mellemøstlige land, mens honoraret til agenter, der har hjulpet spillere væk fra de saudiske klubber, lander på et rundt 0.

FIFA-rapporten er den første af sin slags, og den er et resultat af ibrugtagningen af en ny agent-forskrift, hvor klubber har pligt til at indberette navne og honorarer i alle internationale spillerhandler.

Beløbene dækker over både klub- og spilleragenter.

Udvalgte landes forbrug på agenter i 2023:

(Beløbene er i millioner amerikanske dollars)

Danmark ind: 6,7
Danmark ud: 5,3

Sverige ind: 4,1
Sverige ud: 2,5

Frankrig ind: 16,2
Frankrig ud: 26,0

England ind: 246,6
England ud: 34,7

Wales ind: 2,4
Wales ud: 0

Portugal ind: 30,2
Portugal ud: 30,7

Spanien ind: 34,6
Spanien ud: 18,3

Italien ind: 81,3
Italien ud: 34,4

Tyskland ind: 66,1
Tyskland ud: 22,9

Serbien ind: 2,0
Serbien ud: 1,7

Sydkorea ind: 0
Sydkorea ud: 0,45

Saudi Arabien ind: 86,0
Saudi Arabien ud: 0

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P