NordicBet Ligaen

Sønderjyske forlænger med ung svensker

Efter en knæskade har holdt ham ude hele sæsonen, har Sønderjyske vist den bare 19-årige svensker stor tillid ved at forlænge kontrakten helt til 2026.

Sønderjyske forlænger med Lukas Björklund.
Foto: Sønderjyske

Han nåede lige akkurat ikke at få comeback.

19-årige Lukas Björklund sad på bænken i Sønderjyskes sidste kamp i sæsonen mod Hillerød, men svenskeren kom ikke på banen i 0-2-nederlaget.

Derfor er svenskeren nu, som resten af holdet, gået på vinterferie, men han nåede lige én ting inden. Midtbanespilleren har nemlig sat sin underskrift på en kontrakt til 2026.

– Det føles fantastisk at have forlænget med Sønderjyske Fodbold. Det viser, at klubben har været tilfreds med det, jeg viste inden skaden, og jeg synes også selv, at jeg har fået vist mig godt frem. Jeg har trænet hårdt for at komme tilbage, og jeg glæder mig til at komme i gang efter nytår og starte op sammen med holdet, lyder det fra Björklund.

Björklund kom til Haderslev-klubben fra italienske AC Milan i sommeren 2022, og i sin første sæson i klubben imponerede han stort.

Det blev til i alt 24 kampe, inden han i maj løb ind i en knæskade til træning – en skade der krævede operation. Nu ventes den 19-årige skåning at være fit, når holdet samles igen til januar.

Mål og Highlights: Hillerød chokerede Sønderjyske på egen bane

– Jeg elsker det her. Jeg har nogle gode holdkammerater, og vi har et stærkt trænerteam og nogle gode folk omkring holdet. Jeg er meget glad for at være her. Det har også været godt at se, at der er kommet flere på stadion siden i sommer, og vi har sammen gang i et spændende projekt. Jeg glæder mig allerede til at komme i gang efter vinterpausen, siger Lukas Björklund.

Umiddelbart efter Björklunds knæskade meldte Sønderjyske selv ud, at de regnede med, at han først ville være tilbage i træning til januar, men teenageren nåede altså tilbage til træningsbanen i Haderslev allerede inden sæsonen gik på hæld.

I Sønderjyske har de stor tiltro til den blonde svenske midtbanespiller.

Følg Campo på Facebook

– Lukas Björklund udviklede sig fantastisk i sin første sæson i Sønderjyske Fodbold, inden han desværre blev skadet. Han har klaret overgangen fra ungdoms- til seniorfodbold overbevisende, og han har mange af de kvaliteter, som vi gerne vil have på vores fodboldhold. Han har en kæmpe løbekapacitet, han er duelstærk og teknisk velfunderet. Han kan spille og presse med den intensitet, som vi efterspørger, og han viste ligeledes i foråret, at han kan levere både mål og assists.

– Han har arbejdet intenst og modent i sin genoptræningsperiode, og vi er overbeviste om, at det bliver en markant forstærkning, vi får tilbage, når det går løs til foråret, siger sportschef Casper Daather.

Sønderjyske og Lukas Björklund åbner den nye sæson med et direkte opgør om førstepladsen på udebane mod AaB den 25. februar.

Inden da skal sønderjyderne i træningskampe møde hold som Viborg, Vejle, svenske Landskrona, GAIS og Halmstad, inden de slutter af med en træningskamp mod Fredericia.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P