Ny OB-træner blæser til angreb mod Hvidovre: Vi jagter alt hvad der kan jagtes Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
3F Superligaen

Ny OB-træner blæser til angreb mod Hvidovre: Vi jagter alt hvad der kan jagtes

OB får næppe en bedre chance for at hente sæsonens første sejr på hjemmebane, når bundproppen fra Hvidovre IF gæster Fyn søndag eftermiddag – og den nye cheftræner vil se en topprofessionel indsats.

OBs cheftræner Søren Krogh råber og dirigerer
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Sølle to point er det blevet til for OB i sæsonens syv hjemmekampe.

Fynboerne er altså uden sejr foran eget publikum, hvor det blandt andet er blevet til nederlag til Vejle Boldklub, Lyngby Boldklub og Silkeborg IF.

Søndag får det pressede OB-mandskab en ny chance for hjemmesejr, når rækkens sidsteplads fra Hvidovre IF er modstanderen. Og for OBs nye cheftræner, Søren Krogh, handler det om at glemme de dårlige oplevelser.

– Vi skal fokusere på det, vi kan gøre, og ikke så meget, hvad der kan gå galt. Jeg vil helst forsøge at eliminere de tanker ved mig selv, min stab og hos mine spillere, fortæller Søren Krogh til campo.dk.

OB har hentet 11 ud af sæsonens 13 point på udebane, endda mod stærke modstandere som Brøndby IF og FC Nordsjælland.

– Uden, at jeg skal lave en dybdegående psykoanalyse, så er det atypisk, at vi slår Nordsjælland ude og Brøndby ude, og vi så ikke kan vinde på hjemmebane. Det er et paradoks. Det er noget underligt noget.

Søren Krogh vil se et tændt, energisk og professionelt OB-mandskab, der jagter sæsonens første tre point mod Hvidovre søndag aften.

- Vi går ud og griber det topprofessionelt an. Vi jagter alt det, der kan jagtes. Og kommer vi bagud, så jagter vi videre.

Så man kan forvente et offensivt OB hold, der presser op?

- Ja! Det kan jeg love dig for, slutter den 46-årige midlertidige cheftræner.

Søren Krogh har stået i spidsen i lidt over en uge for det fynske mandskab, efter Andreas Alm blev fyret sidste torsdag. Kampen mellem OB og Hvidovre fløjtes op søndag klokken 18.

Officielt: OB fyrer Andreas Alm efter pokalfadæse

Mest læste

Notifications

Notifikationer