
Conte med stikpille: Det bliver svært for alle andre
Den italienske træner har været i Premier League af flere ombæringer, hvor han sidst stod i spidsen for Tottenham.

Antonio Conte har holdt sig fra fodbolden.
Italieneren sluttede tiden i Tottenham af på en bitter manér, hvor ustabile præstationer og grove udtalelser var på blokken.
Nu fortæller den temperamentsfulde tidligere træner i et interview, at han kommer tilbage til toppen. Undervejs kommer den 54-årige Conte også med en sløret stikpille til sin tidligere klub.
– Når jeg kommer tilbage, vil det blive svært for alle andre. Jeg er klar til at kæmpe, siger Antonio Conte ifølge Fabrizio Romano.

– Efter Tottenham har jeg prioriteret tid med familien. I fremtiden vil jeg gerne træne et hold, der har vundet for nyligt, lyder den hentydende stikpille.
Antonio Conte fik godt halvandet år i spidsen for de hvidklædte fra Nordlondon. Her blev det til 76 kampe, 41 sejre og 23 nederlag. Trofæ-kabinettet blev dog ikke fyldt op med officielle titler.